Canal Digital svækket i TV-krig

Selvom omsætningen nærmer sig en milliard, peger kundeudviklingen og bundlinjen efter flere års fremgang nu den forkerte vej for Canal Digital forud for et af de mest spændende år på det danske TV-marked. HD og topfodbold skal vende udviklingen.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Havenisser, Frank Arnesen og en svensker, der hedder Robert. Udbyderne af betalings-TV har sendt en kulørt forsamling til frontlinjen i den TV-krig, der eksploderer til efteråret, når alle danskere med stueantenne skal finde en ny måde at se TV på.

Midt i det hele står Canal Digital, der i årevis er vokset støt på både top- og bundlinje.

Nu er kurven imidlertid knækket. Færre kunder og en markant tilbagegang i overskuddet er udgangspunktet for satellit-operatøren forud for en af de absolut mest spændende perioder på det danske TV-marked. Knivskarpe HD-billeder og en ny stærk sports- og mandekanal skal igen vende udviklingen for Telenors danske TV-distributør, der leverer TV-pakker til både parabol, kabel-TV og IPTV.

»2008 har på mange måder været et hårdt år. Det har været et år med udfordringer, mens 2009 er et år med muligheder,« siger adm. direktør, Jens Arnesen.

Han har netop afleveret et regnskab for 2008, der viser, at driftsresultatet (Ebit) er faldet til 45,5 mio. kr. fra 81,3 mio. året forinden. Det på trods af en omsætning, der er steget med 3 pct. til en lille milliard. Samtidig er antallet af parabol-kunder faldet med 20.000 til 177.000.

Den globale afmatning i forbruget får en del af skylden for Canal Digitals tilbagegang, ligesom et uventet dyrt IT-projekt, lanceringen af en række nye HD-kanaler og de eksklusive HD-rettigheder til sidste års EM-slutrunde har kostet dyrt.

Aftale med konsekvens
Og så har en række aftaler mellem TV 2s tidligere ledelse og konkurrenten på parabol-markedet, Viasat, lagt pres på Canal Digital. Det gælder først og fremmest etableringen af TV 2 Sport, der ejes halvt af TV 2 og halvt af Viasat/MTG.

En kanal, der optræder i Viasats TV-pakker, men ikke hos Canal Digital.

»TV 2s aftaler med Viasat, har i en kortere periode svækket vores udbud. Mange rejser spørgsmål ved, om det var godt for TV 2, men det var ubetinget godt for Viasat,« siger Jens Arnesen.

17. juli slår han imidlertid igen med lanceringen af Bonniers nye og omdiskuterede sport- og mandekanal, Canal9. En kanal med stærke fodboldrettigheder i weekenden og film, serier og reality i hverdagen.

»Canal 9 bliver kæmpe vigtig for os. Det bliver så stærkt et nyt kanal-format, som jeg ikke kan mindes at have set i ti år,« siger Jens Arnesen og peger på den nye kanals rettigheder til fodbold fra den bedste række i Danmark, England, Spanien, Holland og Italien samt 21 VM kampe til næste sommers slutrunde i Sydafrika. Jens Arnesen ønsker ikke at oplyse sine konkrete forventninger til udviklingen i 2009, men understreger, at han er fortrøstningsfuld.

»Der er mange ting, der ser godt ud for 2009. Men konkurrencen er selvfølgelig benhård, så vi skal virkelig være vakse ved havelågen,« siger han.

Til efteråret går den nye spiller på distributionsmarkedet, Boxer, i luften med digitalt TV, samtidig med at det analoge signal til danskere med stueantenne slukkes. Selvom Boxer allerede har proklameret, at man vil tilbyde mindre og billigere TV-pakker, afviser Jens Arnesen, at Canal Digital vil gå planken ud i en priskrig.

»Vi vil også have stærke tilbud i markedet, men du vil ikke se os være de billigste. Vi vil forsøge at være dem, hvor man får mest for pengene,« siger Jens Arnesen, der med de seneste år har satset massivt på HD-TV.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor stor interessen blandt de danske kunder er for Canal Digitals 12 HD-kanaler, men peger på, at Canal Digital i norden har 400.000 HD-kunder. På nordisk plan har Canal Digital 1,1 mio. satellit-kunder, mens Viasat, der ikke oplyser danske tal, ved årsskiftet havde 745.000.