Canal Digital politianmeldt for vildledning

Annoncer fortalte ikke om prisen på de kort, der skal til for at kunne se fjernsyn.

Det Telenor-ejede Canal Digital er blevet politianmeldt for ikke at oplyse korrekt om sine priser. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TV-leverandøren Canal Digital er blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden for vildledning af kunderne.

Striden handler om udgiften til de kort, der er nødvendige at have for at kunne se Canal Digitals kanaler. Det er der ikke blevet annonceret tilstrækkeligt klart med, og i flere tilfælde har Canal Digital også ladet være med at oplyse mindsteudgiften for abonnementerne, sådan som man skal ifølge dansk lov.

»Disse regler har Canal Digital i en række tilfælde ikke overholdt, og jeg politianmelder derfor nu selskabet« siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Fik frist til september

Annoncerne har været vist på TV, på YouTube, på Facebook, på krak.dk og på Berlingske.dk.

Henrik Øe mener, at kunderne kunne få det indtryk, at man kun skulle betale for oprettelse og en månedlig abonnementsudgift. Han gav Canal Digital en frist til 1. september 2009 til at rette ind, så også den halvårlige kortafgift fremgik af annoncerne.

»Denne frist overholdt selskabet ikke,« siger forbrugerombudsmanden.

Ifølge markedsføringsloven skal de samlede, faste omkostninger, som kunden som minimum kommer til at betale, angives som et samlet beløb.

"Rigtigt ærgerlig sag"

Canal Digital ejes af Telenor, Nordens næststørste teleselskab med hjemsted i Norge.

»Denne sag er rigtigt ærgerlig for os, fordi vi på alle måder har forsøgt at tage højde for, at ingen Canal Digital-kunder må vildledes. Det har aldrig været Canal Digitals intention at lokke kunder til på falske forudsætninger, og det håber vi selvfølgelig vil fremgå, når anmeldelsen får en afgørelse,« siger kommunikationschef i Canal Digital, Catja Middelboe Andersen, og understreger, at selskabet i dag følger de nye retningslinier fra Forbrugerombudsmanden.