Byen af stål bestemmer

Arbejdspladser i Frederiksværk afhænger af beslutninger, der tages i Rusland. Kommunen tog konsekvensen og drog på charmetur til byen af stål.

For stålselskabet NLMK Steel er afdelingen Dansteel i Frederiksværk med 400 medarbejdere blot en lille udpost. Her i Lipetsk kværnes hver dag 30.000 ton stål gennem valserne. Foto: Simon Kruse Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LIPETSK: Borgmester Helge Friis kanter sig ud af minibussen, tager et lille skridt baglæns og læner hovedet bagover. Foran ham rejser smelteværkets mure sig seks-syv etager i vejret. Industriskoven fortsætter i alle retninger omkring ham. Fabrikshaller og skorstene vokser tæt, så langt øjet rækker. Mellem kolosserne slynger rørledningerne sig som et løvhang af metal, der binder enkeltdelene sammen til ét.

30.000 ton stål kværnes hver dag ud gennem valserne her på et af Ruslands største stålværker. Det er et ton for hver af de lige så mange medarbejdere. Og det er lige så mange medarbejdere, som der er indbyggere i hele den danske kommune, hvis borgmester nu er kommet på besøg.

»Ja, det er godt nok stort,« brummer Helge Friis og vender sig om mod kommunaldirektøren, der også dukker frem fra bussen.

»Michael, jeg tror, vi skal have justeret lidt på lokalplanen derhjemme!«

Dansk charmeoffensiv

Den lille delegation fra Halsnæs Kommune i Danmark er ellers godt vant med tung industri. Hjemme i Frederiksværk ligger DanSteel. Med knap 400 medarbejdere er stålværket kommunens største private arbejdsplads. Men set fra øst er det blot en lille udpost i et forretningsimperium af stål, der har hovedsæde her i Lipetsk syd for Moskva. Selskabet NLMK Steel har 60.000 ansatte verden over.

Størrelsesforholdet er en af årsagerne til, at Helge Friis denne dag vandrer ind i den gigantiske smeltehal med en sikkerhedshjelm balancerende oven på hovedet. Han står i spidsen for en utraditionel dansk charmeoffensiv. Kommunen vil vise flaget i stålbyen. Ikke mindst fordi beslutninger, der tages her i Lipetsk, har vidtrækkende konsekvenser for arbejdspladser og velfærd hjemme på Nordsjælland.

Det behøver man ikke at minde folk i Frederiksværk om. Over tusind job forsvandt, da Det Danske Stålvalseværk, ejet af blandt andre A.P. Møller-gruppen og ØK, gik konkurs i 2002. Arbejdsløshed og fraflytning fulgte. Kommunen stod tilbage med et hul i kassen på seks millioner kroner.

Indtil russerne kom. Efter en tvangsauktion og skiftende repræsentanter for de nye investorer stod en af Ruslands rigeste mænd, Vladimir Lisin, frem som værkets nye ejer. Han mente det alvorligt. Siden har NLMK Steel pumpet mere end en milliard kroner i det gamle stålvalseværk, senest i form af en ny valsestol, der blev indviet i sidste måned.

Værket er ikke længere en industrikæmpe i et lille land, men et lille tandhjul i en global maskine. Derfor er det vigtigt at kunne tale med den russiske ejer. Så kan de russiske investeringer måske, midt i den sløve danske økonomi, blive endnu større, mener borgmesteren.

»I sidste ende er det ret afgørende for, hvilken service vi kan levere på plejehjem og i børnehaver,« forklarer han.

Forbindelsen til børnehaver på Nordsjælland kan umiddelbart være svær at få øje på, når man træder indenfor i den buldrende smeltehal. En sky af gnister slår op fra værkets rødglødende indre. En beholder med flydende råjern tømmer sit indhold ned i stålværkets gruve. Det blå ovenlys flakker.

Men den knitrende masse ér forbindelsen. På smelteværket og senere pladeværket i Lipetsk støbes det råstål, der hver eneste uge sejles til havnen i Frederiksværk. I Danmark valses det til tynde plader, der igen bliver til skibsskrog, vindmølletårne eller offshore­platforme i Nordsøen. Den stramme produktionskæde binder jernmalmsminer langt ude i Sibirien sammen med arbejdspladserne i Danmark.

»For os er det nogle meget vigtige arbejdspladser. Vi håber på yderligere investeringer,« fortæller Helge Friis til flokken af russiske TV-kameraer, da han igen dukker frem fra værkets indre.

De russiske journalister ser lidt forvirrede ud. Fisker det rige Danmark efter arbejdspladser her i Lipetsk?

Men pointen hamres hjem af Aleksandr Sokolov, vicepræsident i NLMK. Han istemmer veloplagt fortællingen om kommunen i Vesteuropa, der er på besøg hos den russiske stålgigant.

»I Danmark er der problemer med arbejdsløshed. Vi har nærmere problemer med at finde nok kvalificeret arbejdskraft,« hævder Aleksandr Sokolov og kalder dog nådigt Danmark et land med en »lovende udvikling«.

Løn som i Danmark

Det er længe siden, globalisering betød, at virksomheder fra det velbjærgede Europa købte resten af verden. I kølvandet på krisen betyder det stadig oftere det omvendte. Russiske NLMK har valseværker i Italien, Belgien, USA og Danmark. Stålmageren udnytter rigdommen af råstoffer i Rusland, hvor koks, jernmalm og ikke mindst energi er billig. Kun den sidste forarbejdning udføres inden for murene på EUs indre marked.

Og sandt er det, at arbejdsløsheden i Lipetsk – ikke mindst på grund af stålværket – ligger langt under gennemsnittet i lignende russiske provinsbyer. Byen Lipetsk er blandt de heldige. I 1990erne sled byen sig gennem en årelang nærdødsoplevelse, da den gamle sovjetindustri sank sammen under vægten fra global konkurrence. Men modsat mange andre industrielle provinsbyer, rejste byens stålindustri sig igen. I dag vokser byen. Parker er velholdte. Vejene usædvanligt uhullede.

Men det er langtfra alle i byen, der mener, at de mange investeringer og opkøb i udlandet er nogen god idé.

»I udlandet tjener de så meget mere end os,« siger Grigorij, en af de ansatte på smelteværket, der helst ikke vil have sit efternavn i avisen. Som flere andre medarbejdere, Berlingske møder, mener han, at ejerne sender pengene til udlandet i stedet for at investere lokalt, hvor folks levestandard stadig ligger et godt stykke under den europæiske.

Et par dage senere, under en artikel om det danske besøg i en lokal netavis, finder man en horde af kommentatorer med en lignende undren.

»Jeg kræver løn som i Danmark,« lyder en frustreret kommentar under artiklen.

Europakort uden Danmark

Danmark ér dyrt. Det mener man også hos NLML. Selskabet har i flere år klaget over skatteregler i Danmark, der ifølge NLMK strider imod praksis i resten af EU. Men topchefen, Oleg Bagrin, tror alligevel på, at de danske aktiviteter er centrale for at være tæt på de nordeuropæiske stålkunder. »Ellers havde vi ikke investeret 120 millioner euro,« som han pointerede i et tidligere interview med Berlingske Business.

Den slags investeringer opfordrer den danske delegation til endnu flere af, da parterne til sidst sætter sig sammen på hver sin side af et langbord. Udviklingsopgaver kan med fordel lægges i Danmark, lyder budskabet. Og der er gyldne muligheder for et stålselskab i alt fra vindmøller til supersygehuse i Danmark.

De russiske stålchefer om bordet nikker alvorligt. De lover ikke noget, men skribler på deres blokke.

Men størrelsesforholdet kan de danske besøgende ikke ændre på. Heller ikke, da de bliver vist rundt på stålselskabets eget museum midt i Lipetsk. Her hænger gigantiske kort over selskabets fabrikker verden over. På det ene europakort findes Danmark slet ikke. På det andet er Frederiksværk placeret i Jylland.