Butikker vil kræse om rige kinesere

Københavnske butikker vil slå alle salgsrekorder, når stenrige kinesiske turister indtager hovedstaden til sommer. De satser på særlig god service til kineserne.

Kinesiske turister strømmer til Danmark og lægger mange penge i de danske butikker. Hos House of Amber i København åbner man i morgen en ny afdeling med særlig service til kinesiske turister. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Velhavende kinesiske turister kan se frem til en varm velkomst i butikkerne, når de til sommer lander i København. Butikkerne vil tilpasse deres service efter kinesernes behov i en tid, hvor københavnerne vender ryggen til dyre luksusprodukter. Butikker som Ecco, Royal Copenhagen, Birger Christensen, Ole Lynggaard, Triumph, Kaufmann og House of Amber har sendt deres medarbejdere på kursus i kinesisk kundeservice. Dermed kan de kinesiske kunder se frem til ekstra god behandling, når de i løbet af sommeren indtager Strøget i hovedstaden med deres kreditkort og appetit på vestlige luksusbrands.

»De kinesiske kunder har vist sig særdeles værdifulde for de københavnske butikker, og sådan noget spreder sig som ringe i vandet. Så jeg forventer, at vi i år vil se endnu flere butikker satse på kinesiske kunder end tidligere,« siger Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail.

Flere af de ovennævnte butikker har ansat personale, der taler kinesisk. De resterende er ved at uddanne deres dansktalende personale i kinesisk kundeadfærd og kinesisk kultur. Det sker, fordi kineserne har vist sig som et særdeles købelystent publikum. Ikke nok med at antallet af kinesiske turister i København vokser kraftigt i disse år. Kineserne spenderer også flere og flere kroner år efter år i Danmark. I 2008 brugte kinesere i Danmark i gennemsnit 2.400 kroner på varer i danske butikker. Siden da er beløbet vokset eksplosivt og rundede 5.500 kroner i 2012. De shopping-ivrige kinesere giver sig nu udslag i en form for kinesisk guldfeber i hovedstaden. Mange håber, at salget til kineserne vokser, men frygten for det modsatte tager også til.

»50 procent af vores omsætning kommer i dag fra kinesere, og andelen stiger fortsat kraftigt. Vi tror på, at væksten fortsætter længe, men det er aldrig rart at have alle æg i én kurv, og det kan vi nogle gange godt blive lidt nervøse over,« siger Stine Juelner, dansk landechef for Global Blue, der håndterer de enorme beløb, som turister får tilbage i momsrefusion, når de køber taxfree i Danmark.

Stor interesse for Kina-kursus

For at få salget til kineserne presset yderligere i vejret i København har Global Blue tilbudt sine samarbejdspartnere – et væld af københavnske forretninger – et kursus i kinesisk kultur og kundeadfærd. Og det har butikkerne taget imod med begejstring.

»Vi oplever overvældende interesse fra butikkerne i København for at blive bedre klædt på til at håndtere de kinesiske kunder,« siger Stine Juelner,

Kurset har måttet gentages tre gange, fordi interessen for at være med på det kinesiske shopping-eventyr har været enorm. Det hænger blandt andet sammen med, at kineserne godt kan lide at shoppe, når de rejser. Hele 80 procent af kineserne angiver, at shopping er en »vital« del, når de er på rejse. Til sammenligning er det kun 56 procent af de rejsende fra Mellemøsten, som siger det samme og 48 procent af russerne. Det viser en undersøgelse foretaget af Global Blue.

Fra luksus til mainstream

Det er i høj grad luksusbutikkerne i København, der indtil videre har formået at hive kroner op af lommen på kineserne. Netop kinesere har stået for op mod halvdelen af omsætningen hos de mest eksklusive af Københavns urmagere og guldsmedebutikker i 2012. Tilmed har den eksklusive pelsbutik Birger Christensen og internationale superbrands som Gucci og Hermès gjort en særdeles god forretning på kineserne i København de seneste år. Men til forskel fra tidligere er det i år en bredere skare af butikker, der tilpasser deres butikker og service til de kinesiske kunder.

Kineserne slipper for at betale moms, når de handler i Danmark og andre vestlige lande. Desuden undgår de den skat på luksusvarer, som de skal betale i Kina. Dermed sparer kinesere ofte 30 procent ved at shoppe internationale mærkevarer i Danmark.

»Typisk er varerne 30 pct. billigere eller deromkring, når kineserne handler luksusprodukter her. Derfor giver det god mening, at det er her, de vil foretage købet, hvis de skal købe et armbåndsur til en million kroner,« siger Stine Juelner fra Global Blue.

En god forretning for guider

De enorme summer, som kineserne lægger i københavnske butikker, har gjort det særdeles lukrativt at være shoppingguide for kineserne. Kinesiske guider modtog sidste år millioner af kroner under bordet fra københavnske luksusbutikker for at tage kunder med ind til dem. Det har fået andre butikker, der ikke betaler provision, til at klage over ulige konkurrence og ufine metoder, og både Wonderful Copenhagen og overborgmester Frank Jensen (S) har i Berlingske Business kritiseret fremgangsmåden, som de mener skader Københavns ry blandt turisterne. Skat har desuden oplyst, at statskassen er blevet snydt for et tocifret millionbeløb af guiderne, som ikke har selvangivet de mange tusindkronesedler, som de har modtaget fra de københavnske butikker. Trods presset fortsætter butikkerne dog med det kontroversielle samarbejde med guiderne.

»Så længe det er lovligt, ser vi intet problem i det,« siger Trine Thorning, direktør i Guldsmedebranchen, der repræsenterer flere af Københavns mest eksklusive ur- og smykkeforretninger.

Antallet af kinesiske hotelovernatninger i hovedstadsområdet er vokset fra omtrent 40.000 i 2009 til over 100.000 i 2012.