Butikker håber på et EU-betalingsindgreb

Butikkerne bifalder EU-kommissionens kommende udspil om en ændring af EU's betalingsdirektiv og forordning om interbankgebyrer, der skal lægge låg på gebyrerne opkrævet af banker hos butikkerne.

Foto: Nikolai Linares
På nuværende tidspunkt har bankerne monopol på at flytte penge for folk, men det kommende udspil skal sikre bedre adgang for tredjeparter. Det får butikkerne, som er interesserede i, så vidt det er muligt, at slippe for kontanter, til at juble. Det skriver Dagbladet Børsen.

»Vi er i en situation, hvor bankerne prøver at nedbringe filialer, hvor der er kontanter, og det giver os som detailhandlere problemer med at slippe af med de kontanter, vi får ind. Derfor er vi interesserede i, at folk betaler mere med kort,« siger Gert Jensen, økonomidirektør i Zebra A/S, selskabet der står Tiger-butikkerne.

Også Finansrådets kontorchef ser fordelen i at revidere betalingsdirektivet, som vil opfordre til øget konkurrence og øget konkurrencedygtige betalingsprodukter. Dog kan der være risici forbundet forbundet med forslaget.

- Det er et relativt kompleks område, og en åbning indebærer også nogle risici for kontohaverne, siger Tobias Nicholas Thygesen, kontorchef i Finansrådet, og peger på risikoen forbundet ved kundernes data, som ved et sådan forslag vil kunne komme flere i hænde.

/ritzau/FINANS