Godeftermiddag og velkommen til torsdagens update her fra Berlingske Business.

Vi skal en forbi nyheder om Apple, Novo Nordisk og det amerikanske vindmøllemarked.

Men først til vejret.

#1 - Dagligvarekæder kæmper med sneen – meget kan ikke komme frem

De store mængder sne får nu flere af landets største supermarkedskæder til at melde om problemer med at få varer frem. Det betyder, at kunderne kan komme til at opleve tomme hylder i de kommende dage

Det skriver Finans.

Hos Salling Group, der står bag Netto, Bilka og Føtex, siger pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen, at der torsdag morgen er udfordringer med leveringen af varer til butikkerne over stort set hele landet.

»Det skyldes jo selvsagt vejret og ufremkommelige veje. Det er drønærgerligt, men selvfølgelig skal vognmænd og chauffører først og fremmest tænke på sikkerheden,« siger han.

Også Rema 1000 med mere end 370 danske butikker er udfordret, og onsdag måtte flere af kædens butikker, særligt i det østjyske, lukke før tid. Flere af de østjyske butikker skriver samtidig på Facebook, at de risikerer at måtte melde udsolgt på enkelte varer.

#2 - Frygt for svigtende iPhone-salg får eksperter til at advare om Apple-aktien

Flere af de store investeringsbanker er bekymret for udviklingen i Apple, og de tager nu en mere forsigtig tilgang til aktien.

En gennemgang, som nyhedsbureauet Bloomberg har foretaget, viser, at Apple-aktien hos de store finanshuse er den mindst attraktive aktie blandt de store tech-virksomheder.

Det er særligt bekymringer for, hvordan den afmattede, kinesiske makroøkonomi vil ramme salget af iPhones i landet.

#3 - Oliegiganter dropper stor amerikansk havvindkontrakt

Udfordringerne i havvindmølleindustrien har været særligt alvorlige i USA, og nu er endnu en stor amerikansk havvindkontrakt blevet annulleret, skriver Børsen.

Det er oliekæmperne Equinor og BP, som har revet kontrakten over for et stort planlagt havvindprojekt i USA.

Det drejer sig om projektet Empire Wind 2, der vandt en kontrakt med myndighederne i staten New York i et stort udbud i 2021.

#4 - Novo ind i milliardarbejde i USA

Medicinalkoncernen Novo Nordisk indgår et forskningssamarbejde med to amerikanske virksomheder for at styrke medicinalkoncernens arbejde med at behandle fedme, skriver Børsen.

Det en aftale, som kan komme til koste Novo Nordisk et stykke over ti milliarder kroner ved succes. Kontrakten er indgået med Omega Therapeutics og Cellarity, som skal hjælpe Novo Nordisk med behandlingsmetoder til kardiometaboliske sygdomme, herunder fedme.

I dag er der omkring 800 millioner mennesker, der lider af fedme på verdensplan.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: Kinas Xi Jinping fremhæver »solide skridt fremad«. Virkeligheden er en helt anden – 2024 kan blive rigtigt grimt

Kinas præsident Xi Jinping nævnte »modvinde« i sin nytårstale. Men ellers var det endnu en runde selvros med masser af selvtillid. Den økonomiske virkelighed har svært ved at bakke den udlægning af udsigterne for 2024 op. Det er, som om de seneste mange års politiktiltag nu rammer som en boomerang på én gang.

Læs mere her.

B: Coops strategi »skal lykkes«, sagde topchef i historisk krise. Men ny kæde har »alt for lav en omsætning« ifølge ny direktør

Millionerne fossede ud af Coop, og en drastisk plan skulle vende den historiske krise. Men udsigterne er dystre, for omsætningen i koncernens nye discountsatsning er alt for lav, siger ny kædedirektør.

Læs mere her.

C: Zuckerberg sælger ud af sine Facebook-aktier og bygger bunker på Hawaii

Facebook-topchefen har hver dag i november og december solgt for tilsammen næsten en halv milliard dollar, men bestemmer fortsat alt i den koncern, som han selv grundlagde.

Læs mere her.

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.