Business-update: Skyhøj inflation og presset økonomi får danskerne til at sælge arvesmykker

Inflationen er her og der og alle vegne, og den får danskerne til at gå i gemmerne efter guld at sælge, mens vi i stigende grad dropper indkøbet af dyre designermøbler og Rolex-ure.

Når krisen kradser, graver danskerne dybt i smykkeskrinet. Guldsmede oplever at få indleveret mere og mere guld fra private. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godeftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update her på Berlingske.

Vi har som altid været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker af spændende ting i erhvervslivet og økonomien lige nu.

I krisetidernes tegn kommer det i dag til at handle en del om arvesmykker og luksusprodukter som Rolex-ure, designermøbler og store både.

Men for at det hele ikke bliver alt for trist, indleder vi med den mere ubekymrede studentertid – dengang den længe ventede hue blev sat på hovedet.

Danske fætre kan score formue på C.L. Seifert

Når snakken falder på studenterhuer, er der ét firma, som – i hvert fald i undertegnedes bevidsthed – nærmest er synonym med huen: C.L. Seifert.

Nu kan den mere end 150 år gamle virksomheds stærke position i markedet vise sig at være en formue værd. Det skriver Børsen.

I hvert fald erfarer avisen fra flere kilder med kendskab til processen, at fætrene Anders og Jens Eriksen – der siden 2004 har ejet virksomheden – i al hemmelighed har hyret EYs corporate finance-afdeling til at undersøge mulighederne for at sælge virksomheden.

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til,« lyder det fra Anders Eriksen til Børsens journalist, som følger op ved at konstatere, at der er forskel på ikke at have nogen kommentarer og så at benægte oplysningerne.

»Jeg gør jo, som det passer mig. Men jeg har ikke nogen kommentarer til det,« gentager Anders Eriksen til Børsen.

Arvesmykkerne sælges i krisetid

Inflationen buldrer afsted, og både varme, elektricitet og madvarer stiger i pris med en hast, der får en til at tro, at nogen har stukket ild til det hele.

Løsningen på den tiltagende pressede økonomi forsøger flere danskere nu at finde på bunden af det støvede smykkeskrin. Det skriver Finans på baggrund af en pressemeddelelse fra den danske guldsmedebranche.

Eksempelvis har guldsmedekæden Aveny, der blandt andet opkøber guld fra private, i løbet af de seneste fem måneder fået indleveret 34 procent mere guld fra privatpersoner end i årets første fem måneder.

»Vi så en tilsvarende tendens under finanskrisen, hvor guldsmedenes opkøb af ædelmetaller fra danskerne steg markant. Derfor forventer vi også, at flere vil søge at omsætte deres guld, i takt med at det økonomiske pres stiger,« udtaler direktør for Guldsmedebranchen i Danmark, Trine Thorning, i pressemeddelelsen.

Salg af luksus­varer dykker

Vi fortsætter i samme genre, men skifter over til Børsen igen, som kan berette, at et brandvarmt marked for luksusvarer nu er ved at køle af.

Et eksempel er efterspørgslen på luksusure fra Rolex, Patek Philippe og Omega, der de seneste år har sendt priserne på himmelfart. Her siger virksomheden Timetowatch, der forhandler brugte luksusure, til Børsen, at priserne generelt er faldet 25 procent siden april i år, mens deres omsætningshastighed er nede på 70 procent af normalen.

Et andet eksempel er Carl Hansen & Søn, der sælger designermøbler tegnet af Hans J. Wegner og Finn Juhl. Her er salget faldet med 30 procent i forhold til sidste år, og 126 ansatte er blevet afskediget på virksomhedens fynske fabrik.

Fire uundværlige fra Berlingske Business

Den mest trofaste læser vil måske allerede være faldet over dem i løbet af dagen her på Berlingske. Hvis ikke – og til alle andre interesserede – linker vi her normalt til tre artikler fra Berlingske Business, som vi synes er værd at læse.

I dag gør vi dog en undtagelse og serverer i stedet fire af slagsen.

A: Pas på mellem tilbuddene: Svindlerne er klar til at slå til

Vi starter med et smut omkring black friday, der løber af stablen i morgen. Og her skal du passe på, for det er et slaraffenland for svindlere. De fleste er nemlig så forhippede på at få fingrene i de gode tilbud, at de glemmer al normal snusfornuft. I denne artikel kan du få syv gode råd til, hvordan du passer på, så det ikke bliver en meget sort dag – og jul.

Læs artiklen her.

B: Vrede onlinekunder råber på penge fra Bestseller

Flere af Bestsellers trofaste onlinekunder er stærkt utilfredse med detailgiganten, som er ejet af en af Danmarks rigeste mænd, mangemilliardæren Anders Holch Povlsen.

For den er gal med en af nethandlens vigtigste funktioner, nemlig kundernes mulighed for at få deres penge igen for returnerede varer.

Læs artiklen her.

C: Rina må ikke betale sin gæld på 173 kroner til Skat

Rina de Place Bjørn er blandt de tusindvis af skatteborgere, som ikke kan få lov til at betale deres gæld til det offentlige. De får pengene retur med besked om, at gælden ikke er inddrivelsesparat.

Læs artiklen her.

D: Dansk landbrug giver efter for presset: Melder sig ind i forhandlingerne om CO₂-afgift

Landbrug & Fødevarer skifter strategi. Fremover vil organisationen arbejde for at få indflydelse på den grønne skattereform for landbruget, som et stort politisk flertal har nikket ja til. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget der har ændret sig.

Læs artiklen her.