God eftermiddag og velkommen til fredagens Business-update her på Berlingske.

Denne fredag kan du læse om ejerlejligheder i København, der de seneste ti år er steget voldsomt i pris, og som derfor også står til at bløde mest under den korrektion, der er i gang.

Du kan også læse om den aarhusianske milliardær Henrik Lind. Som også har noget at gøre med en teaser, du vil finde i bunden af artiklen. Han har placeret en del af sine penge hos en gruppe pressesky danskere, der for første gang står frem og fortæller deres vilde historie.

Vi begynder i en anden boldgade med en situation, vi nok alle har drømt om på et tidspunkt.

Nemlig at man går ind på sin netbank og opdager, at den er stinkende fuld af penge.

Dette er dog et problem, hvis ikke man har ret til pengene.

Kryptobørs sendte ved en fejl 50 millioner kroner – kunde gik shopamok

Kryptobørsen Crypto.com overførte i maj 2021 cirka 50 millioner kroner til australske Thevamanogari Manivel ved en fejl.

Da selskabet adskillige måneder senere opdagede miseren i forbindelse med en intern kontrol, havde Thevamanogari Manivel for længst givet millionerne ben at gå på.

Det skriver britiske The Guardian.

Thevamanogari Manivel havde nemlig på dette tidspunkt sammen med sin mand allerede købt fire huse og overført knap 20 millioner kroner til en konto i Malaysia med forklaringen om, at de såmænd troede, at de havde vundet en konkurrence.

Crypto.com mener dog, at det svarer til, at parret har stjålet pengene og forsøger nu i en retssag i Australien at få pengene retur.

Aarhusiansk energimilliardær stifter nyt selskab

Erhvervsmanden Henrik Lind har haft lidt af et luksusproblem, siden der i 2019 trillede mere end tre milliarder kroner ind på kontoen for salget af livsværket, den aarhusianske energihandler Danske Commodities.

Han har haft svært ved at finde passende investeringer at placere de mange kontanter i. Og det lader til, at han stadig er på udkig.

I hvert fald har han stiftet et nyt selskab med navnet Lind Alternatives A/S, som ifølge cvr-registeret har til formål »at drive investeringsvirksomhed ved investering i værdipapirer«. Det skriver Finans.

Henrik Lind har ikke ønsket at fortælle Finans nærmere om, hvad det nye selskab skal bruges til.

Prisfaldene er begyndt: Ejerlejligheder tager flest tæsk

What goes up must come down.

På ti år – fra andet kvartal 2012 til andet kvartal i år – er kvadratmeterpriserne på ejerlejligheder i København med en stigning på 133 procent løbet fra husene i samme område – disse er steget med 117 procent. Det samme er gældende på landsplan.

Nu rammes markedet fra flere sider. Og med ejerlejlighedernes store værdistigning, forventes de også at stå for en større del af prisfaldet end landets parcelhuse. Det skriver Finans.

»Når man taler om korrektion, er der meget stor forskel på ejerlejligheder og enfamiliehuse i forhold til den seneste boligkrise. Ejerlejlighederne står til at falde mere end huse denne gang – ikke mindst i hovedstaden,« siger Curt Liliegreen, der er projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter, til Finans.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, du skal læse.

A: Det betyder partiernes skatteplaner for din økonomi

Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative har nu alle tre fremlagt deres økonomiske planer. Og der er store forskelle på, hvad partiernes planer betyder for danskernes privatøkonomi.

Forskellene kan du læse meget mere om i denne artikel fra Berlingskes Mette Dalgaard.

B: Dansk gigant var underleverandør til nu bombet Krim-bro

Den danske malinggigant Hempel meddeler, at virksomhedens produkter er blevet brugt til russiske skibe og den nu bombede Kertj-bro, der forbinder Krim-halvøen og Rusland. Selv oplyser virksomheden, at den ikke havde kendskab til dette.

Læs artiklen fra Berlingskes Maria Outze her.

C: Endelig godt nyt til de hårdest ramte energikunder

Gaspriserne er faldet markant siden pristoppen i august. I denne artikel fra Berlingskes Povl Dengsøe kan du se, hvor meget det formindsker regningen for de enkelte typer af huse i forhold til, da det så værst ud.

Foto: Thomas Lekfeldt

Fugl Føniks – historien om CIP

Vi slutter dagens Business-update med noget uvant. Nemlig en teaser.

Måske du kan huske, at Anders Eldrup for ti år siden blev fyret for fuld musik som administrerende direktør i det daværende Dong Energy, der nu hedder Ørsted.

Børsen 13. marts 2012.
Børsen 13. marts 2012. Magnus Møller

I skyggen af skandalen sad et femkløver bestående af Jakob Baruël Poulsen, Christian Skakkebæk, Christina Grumstrup Sørensen, Rune Bro Róin og Torsten Lodberg Smed og så deres millionhyre føre til et rivegilde i pressen og give dem et øgenavn, der har hængt fast.

Af den brændende aske genopstod »guldfuglene« i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).

Ti år efter at have været omdrejningspunkt i en af nyere tids mest spektakulære erhvervshistorier står de pressesky danskere nu for første gang frem til den store snak om, hvordan de i relativ ubemærkethed har skabt et globalt eventyr.

Fortællingen er delt op i syv kapitler, som vil køre her på Berlingske.dk og i printavisen.

Første kapitel udkommer i morgen, lørdag.

Rigtig god weekend – og tak fordi du læste med.