Business-update: Medie erfarer navn på hjemsendt energihandler i eskalerende bonusskandale

Der står Energi Danmark og sagen om tre medarbejdere med trecifrede millionbonusser optjent smurt ud det meste af dagens Business-update. Hænger du på til sidste ende, er der dog også en smule om de senere ugers store bankuro.

Tre nøglemedarbejdere i Energi Danmark har optjent bonusser for 2022 på hver mellem 250 og 300 millioner kroner. Selskabet nægter at udbetale dem og kalder bonusaftalen ugyldig. Stine Schjøtler/Ritzau Scanpix

God eftermiddag og velkommen til ugens første update her fra Berlingske Business.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu. I dag dvæler vi ved den opsigtsvækkende sag om tre nøglemedarbejdere i Energi Danmark, der på papiret har optjent en trecifrede millionbonusser for 2022.

Efter flere ugers tavshed i kølvandet på afsløringer i Finans om en bonusfest blandt landets energihandlere – konkret om trecifrede millionbonusser i Energi Danmark – brød bestyrelsesformand Jesper Hjulmand i fredags tavsheden og stillede op til interview her i Berlingske, hvor han kaldte bonusaftalen for de tre medarbejdere »ugyldig« og »indgået uden bestyrelsens viden«.

Søndag aften eskalerede sagen yderligere, da alle tre blev suspenderet med en klar besked om, at de må lægge sag an, hvis de har tænkt sig at forsøge at tvinge pengene ud af energihandleren.

Det ved vi endnu ikke, om de har tænkt sig. Ifølge Berlingskes oplysninger tygger Djøf, der er fagforbund for en eller flere af de tre suspenderede, på, hvad næste træk skal være.

I mellemtiden holder sagen naturligvis ikke pause …

#1 Medlem af den øverste ledelse suspenderet

Det er ikke kommet frem, hvem de tre suspenderede nøglemedarbejdere i Energi Danmark er, der søndag blev bedt om ikke længere at møde på arbejde.

Finans mener dog at kende navnet på den ene af dem. Mandag erfarer Finans således, at der er tale om Thomas Houlind med titel af chef for Markets i Energi Danmark. Han er samtidig en del af virksomhedens øverste ledelsesgruppe på seks personer.

Thomas Houlind er 44 år og har ifølge sin Linkedin-profil været ansat forskellige stillinger i Energi Danmark siden 2006. Til Finans har han ingen kommentarer til sagen, hvor han altså skulle stå til at have optjent en bonus for 2022 på mellem 250 og 300 millioner kroner.

Ifølge Finans skulle de to øvrige personer begge befinde sig på et lavere organisatorisk niveau.

#2 Vild bonussag vækker oprør i baglandet

Børsen har også kastet sig over bonusballaden og skriver, at topledelserne i de to andelsejede energiselskaber, Andel og NRGI, der sammen ejer Energi Danmark, er kommet under pres fra deres egne kunder og disses valgte stemmer i selskabernes repræsentantskaber, efter at sagen er eksploderet i pressen og offentligheden.

Begge selskaber er andelsselskaber med i alt knap 700.000 kunder, der vælger medlemmer til et repræsentantskab. Flere kilder, der ikke ønsker at stå frem med navn, oplyser til Børsen, at der er stor, intern debat og kritik i både Andel og NRGI fra de i alt 237 medlemmer af de to selskabers repræsentantskaber, som ikke er tilfredse med topledelsens hidtidige forklaringer i sagen.

»Der er livlig debat om denne sag i vores interne fora. Vi har vågne og interesserede medlemmer, der reagerer, og det er godt, at de er aktive og kritiske kontrollanter,« siger formand for Andel Jens Stenbæk til Børsen.

#3 Andel-formand i forsvar for Jesper Hjulmand

Vi bliver ved Andel-formanden, men hopper tilbage til Finans, hvor Jens Stenbæk er ude at forsvare Andels topchef Jesper Hjulmand ved at afvise, at der er belæg for at kritisere ham i hans rolle som bestyrelsesformand for Energi Danmark.

Der sker i en kommentar kaldet »Stolen står solidt under Jesper Hjulmand«, som er et svar på virksomhedsredaktør Søren Lindings kommentar fra i fredags kaldet »Jorden brænder under Andels topchef«.

Andel-formanden kalder den rejste kritik af Andels ejerform for »skarp og udokumenteret« og vil gerne starte med at »slå to ting helt fast«.

At stolen står solidt under Jesper Hjulmand. Og at den demokratiske ejerform ifølge Jens Stenbæk »ikke bare lever, men også blomstrer« som aldrig før.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, at du bør læse.

A: Bonusskandale eskalerer: Nøglemedarbejdere med trecifrede millionbonusser smidt på porten

Skulle du have brug for lige at få læst op på weekendens udvikling i sagen om de tre ansatte i Energi Danmark, som har optjent en bonus i 2022 på mindst 750 millioner kroner, kan du her finde artikel om, hvordan de alle tre søndag aften blev suspenderet.

Læs artiklen her.

B: Her er Europas nye bankkonge: En hollænder med en schweizerost fuld af huller

Det er sagt om Ralph Hamers, at han har frostvæske i årerne, og det får hollænderen brug for, når han skal styre den schweiziske storbank UBS gennem overtagelsen af det kriseramte Credit Suisse. Han overtager sin ærkerival for en slik, men får også masser af problemer med i købet.

Læs artiklen her.

C: Mangeårig bankdirektør blev overrasket over bankkollaps: »Vi lever i en verden med mange stød«

Jyske Banks mangeårige øverste direktør, Anders Dam, mener, at de senere ugers store bankuro understreger, at kriser er forskellige – og uforudsigelige. Men han er ikke bekymret for en ny bankkrise, for stødpuderne er velpolstrede sammenlignet med finanskrisen i 2008.

Læs artiklen her.

Tak fordi du læste med!