Business-update: Manglede penge og begyndte at handle med el. Så tjente tvillinger 60 millioner på et år

To brødre manglede penge til softwareudvikling og begyndte derfor at handle med el. En danskstiftet kryptofond på Cypern har tabt over halvdelen af investorernes penge – blandt andet på Lars Seier Christensens kryptomønt. Og mange af de danske elbilister betaler alt for meget. Det er dagens update.

Ligesom det er tilfældet med aktier, handles energi på børser som her på European Energy Exchange, EEX, i Leipzig i Tyskland. Jan Woitas/Ritzau Scanpix/Arkiv

Godeftermiddag og velkommen til tirsdagens update her fra Berlingske Business.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

I dag skal vi både omkring den for tiden meget omtalte branche for handel med energi. Du skal høre om en ny rapport fra Konkurrencerådet, der kritiserer markedet for opladning af elbiler. Og så har en danskstiftet kryptofond tabt store dele af investorernes penge.

Tvillingebrødre tjener 60 millioner på energihandel

Mens forbrugerne i Europa gennem 2022 kæmpede med abnormt høje energiregninger, tjente mange af de selskaber, som lever af at handle med el og gas på tværs af landegrænser, styrtende.

Det gælder også tvillingebrødrene Søren og Casper Sønderby, der for at finansiere softwareudvikling i selskabet Twig Energy, stiftet i 2021, begyndte at handle med el. Det skriver Finans.

Med en baggrund inden for machine learning og dataanalyse havde ingen af dem erfaring med energihandel, inden de etablerede selskabet. Alligevel lykkedes det med med seks ansatte i regnskabsåret 2022 at lande et overskud på 60,1 millioner kroner før skat.

»Jeg er selvfølgelig glad for, at det går bedre, end vi kunne forvente,« siger Søren Sønderby til Finans og tilføjer, at pengene skal investeres i virksomheden.

Hemmelig rapport: Elbilister betaler alt for meget

Det danske marked for opladning af elbiler er så ringe, at det koster op mod hver anden elbilist tusindvis af kroner hvert eneste år. Det skriver TV 2, som er i besiddelse af et udkast til en ny rapport fra Konkurrencerådet.

Antallet af el- og plug-in-hybridbiler er steget kraftigt de seneste år, men på opladningsfronten lader markedet stadig meget tilbage at ønske. Det er for svært at gennemskue, for kompliceret og for dyrt, lyder det i den endnu ikke offentliggjorte rapport. Og i mange lokalområder er der så lidt konkurrence, at der kan være tale om monopoler.

For dem, der betaler for meget, vurderes det i rapporten, at der er tale om over 6.000 kroner om året, svarende til en merudgift på over 70 procent. Sammenligner man med benzin, ville det svare til, at en liter benzin nogle steder kostede cirka 23 kroner i stedet for cirka 13,5 kroner.

Dansk kryptofond taber over halvdelen af sin værdi

Den danskstiftede kryptofond Ark 36 har tabt over halvdelen af investorernes penge.

Det fremgår af en mail, som er sendt ud til fondens investorer. Det skriver Børsen.

»Vi forstår, at dette er en skuffende udvikling, og vi føler oprigtigt med de svære følelser, du måske oplever i denne tid,« står der i mailen.

I mailen forklares tabet med, at Ark 36 har afskrevet fondens investering i kryptomønten CCD, der er udstedt af Lars Seier Christensens selskab Concordium.

Hverken Ark 36s ejer, Mikkel Mørch, eller direktør Anto Paroian har ønsket at stille op til interview med Børsen.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, du bør læse.

A: Drastisk plan skal forhindre flykaos – og redde danskernes sommerferie

Der er muligvis fundet en løsning, som kan sikre lidt flere flyveledere i Københavns Lufthavn. Ifølge Berlingskes oplysninger bliver Roskilde Lufthavn delvist lukket ned.

Læs artiklen her.

B: Han har selv taget turen fra Finansministeriet til et topjob i erhvervslivet: »Det er en helt anden verden«

Anders Eldrup var ligesom PensionDanmarks nye topchef også departementschef i Finansministeriet, inden han blev hentet ind af DONG Energy. Og ifølge ham og en professionel headhunter er der gode grunde til, at profilerne oftest skifter væk fra og ikke til Slotsholmen.

Læs artiklen her.

C: De førte sig frem som konger af Skagen – nu jagter statens topadvokat alt af værdi

De badede i champagne, kørte i hurtige biler og flashede Rolex. Nu har myndighederne fået nok, afkrævet kritiseret Aarhus-netværk store personlige millionkrav og sendt topadvokat på jagt efter både bolig, bil og ure. Én har forladt landet, en anden skiftet navn. Rådgiver raser over »vanvittig blodrus«. Historien om en fest, der ser ud til at være forbi.

Læs artiklen her.

Tak fordi du læste med!