Business-update: Lars Sei­er er tirsdag gået i luf­ten med nyt projekt

Berlingskes businessredaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Lars Seier Christensen har tirsdag åbnet et kunstgalleri med digitale værker af blandt den danske billedkunstner Christian Lemmerz. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til tirsdagens Business-update her fra Berlingske. Vi har været på rundfart i nyhedsbilledet for at give dig et hurtigt overblik over de vigtigste historier i erhvervslivet.

Vi kommer vidt omkring og skal høre om julefrokoster, et digitalt kunstgalleri og en engelsk bank, der indfører en firedages arbejdsuge. Men vi begynder i Japan, hvor coronavirusset måske har muteret sig selv ihjel.

Coronavirusset kan have begået harakiri

I sensommeren eksploderede coronasmitten i Japan. Antallet af nye tilfælde steg til over 25.000 om dagen, og hospitalsvæsenet var tæt på sammenbrud.

I dag er situationen fundamentalt anderledes. Fra midt i oktober dykkede antallet af nye tilfælde, og i november ophævede myndighederne langt de fleste restriktioner. Japan genåbnede med liv i gadebilledet og på restauranter og barer.

Men covid-19 er ikke vendt tilbage.

Ifølge landets sundhedseksperter skyldes det Japans succesfulde vaccineprogram. Omkring tre ud af fire japanere er fuldt vaccinerede.

En anden forklaring kan ifølge Finans være, at coronavirusset kan have »muteret sig selv ihjel«, lyder det fra topforskeren Ituro Inoue fra Japans Nationale Institut for Genetik.

Grundfos og Rema 1000 trækker også stikket til store julefrokoster

Sundhedsmyndighederne har ikke anbefalet at aflyse årets julefrokost. Alligevel bliver de aflyst rundt omkring i erhvervslivet.

Grundfos og Rema 1000 Danmark har netop meldt sig på listen over store danske virksomheder, som aflyser julefrokoster for medarbejderne. Ifølge Finans er det af bekymring for coronasmitte blandt de ansatte.

I de seneste dage har blandt andre Danfoss, DSB, Danske Fragtmænd, PostNord og Ecco lagt julefrokosten ned.

Omvendt holder modekoncernen DK Company indtil videre fast i, at de cirka 1.000 danske ansatte samles til fester tre steder i landet – med krav om en negativ pcr-test for at kunne deltage.

Og i lørdags holdt Jysk årsfest for 2.000 medarbejdere med krav om fremvisning af coronapas og en opfordring til at lade sig teste inden festen.

Lars Sei­er går i luf­ten med di­gi­tal kunstbørs

Tirsdag åbner et nyt og anderledes kunstgalleri. Det er uden fysiske vægge, udstillingsvinduer eller håndgribelige kunstværker. Det er med andre ord digitalt.

Bag kunstgalleriet med navnet Spaceseven står forretningsmanden Lars Seier Christensen. Og med åbningen af kunstgalleriet er det første gang, at virksomheden Concordiums såkaldte blockchain-teknologi bliver prøvet af.

I kunstgalleriet vil forskellige gallerier være repræsenteret tillige med digitale værker fra 30-40 kunstnere, inklusive den danske kunstner Christian Lemmerz, skriver Børsen.

»Vi har forsøgt at lave et rent look, hvor det er værket og kunstneren, der er i højsædet, hvor det er til at finde rundt, og hvor selve købsprocessen er overskuelig,« siger Lars Seier Christensen, der også står bag virksomheden Concordium.

Britisk bank indfører arbejdsuge på fire dage

De 430 ansatte i den britiske onlinebank, Atom Bank, skal fremover kun arbejde fire dage hver uge – til fuld løn.

Dermed bliver arbejdsugen på 34 timer med en ugentlig fridag enten mandag eller fredag, skriver BBC.

Ifølge topchefen for Atom Bank, Mark Mullen, er omlægningen inspireret af pandemien.

»Før covid-19 var den gængse opfattelse, at man skulle møde fysisk ind og sidde ved sit bord hele dagen. Covid viste os, at det ikke var nødvendigt. Vi synes, at arbejde fra 9.00 til 17.00 fra mandag til fredag er en temmelig gammeldags måde at arbejde på,« siger Mark Mullen.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

Liraen falder 12 procent – Tyrkiet har kurs mod værste krise i 20 år

Den tyrkiske lira er igen faldet kraftigt, efter præsident Erdogan har forsvaret sin politik om lavere renter. For hver dag, der går, bliver risikoen for et større kollaps i økonomien stadig mere overhængende. Modstandskraften i bankerne bliver afgørende. Danske virksomheder med investeringer i Tyrkiet bliver også ramt.

Læs Ulrik Harald Bies kommentar her.

Vi aflyser julefrokoster og frisøraftaler på stribe: »Hvis noget er samfundskritisk, er det også erhvervskritisk«

Stadig flere aflyser julefrokoster og større events på grund af den høje coronasmitte, men også frisørerne oplever flere aflysninger end normalt. Nu kræver virksomhederne, at staten træder til og genopliver kompensationspakkerne.

Læs historien af Vibeke Svansø her.

Masser af gang i boligsalget – se hvordan det går i din kommune

Boligsalget for 2021 kan ende med at overgå 2020, der ellers har været det hidtil bedste i dette årtusinde. Men rent geografisk er det meget forskelligt, hvordan det går.

Læs historien af Frederik M. Juel her.

Henrik Sass Larsen gik fra politiker til toplobbyist – nu ulmer uroen blandt hans medlemmer

En række udtalelser om alt fra minksagen til Helle Thorning-Schmidts gamle skattesag har bragt direktør Henrik Sass Larsen på kant med flere af sine medlemmer i brancheforeningen Aktive Ejere. »Der er helt klart en stigende frustration,« siger et medlem til Berlingske.

Læs historien af Nicolaj Vorre her.

Lars Rohde har regnet det ud: Mette F. har 37 procent af æren for at redde Danmark bedre gennem coronakrisen

Vi er nogle, der i lang tid vil takke nationalbankdirektør Lars Rohde for at have sat et skarpt procenttal på, hvor meget vi skal rose regeringen for dens coronahåndtering.

Læs kommentaren af Thomas Bernt Henriksen her.