Godeftermiddag og velkommen til torsdagens update fra Berlingske Business.
Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet lige nu.
God læselyst!
#1: Efter afsløring: PwC øger kontrol med partneres investeringer
Efter en sag om flere partneres problematiske udlån for 100 millioner kroner til ejendomskoncern øger PwC nu kontrollen med, hvordan ejerne investerer deres private formuer.
Ejerpartnerne må for eksempel ikke længere investere i selskaber og låne penge ud til selskaber uden at have lavet en grundig undersøgelse af ejerskabsforholdene, ledelsen og selskabets historik.
Det skriver Børsen.
Opstramningen kommer, efter at Børsen og DR afslørede, at seks PwC-partnere havde lånt 100 millioner kroner ud til et ejendomsselskab, hvor to tidligere dømte ejendomsspekulanter havde nøgleroller og var ramt af flere klager fra lejere om chikane.
PwC-partnerne har siden forklaret, at de ikke kendte til chikanesagerne og heller ikke vidste, at de dømte ejendomsspekulanter, Martin Klüts og Rene Müller, var involverede i de selskaber, de havde lånt pengene ud til.
De oplyste desuden, at de havde fået forretningsideen præsenteret af en nu tidligere DLA Piper-advokat, som de havde tillid til.
#2 Kunder ladt i stikken: Ægtepar bag Lauritz.com tjente 140 millioner kroner i årene inden konkursen
Lauritz.com har været en lukrativ forretning for ejerne af det nu konkursramte auktionshus Lauritz.com.
Ægteparret Mette og Bengt Sundstrøm har gennem årene tjent mere end 140 millioner kroner på Lauritz.com.
De mange millioner er tilgået ægteparret i form af betaling af udbytte, konsulenthonorarer til Bengt Sundstrøm, direktørløn til Mette Sundstrøm og garantikommission for at stille deres franske vinslot som sikkerhed for lån.
Derudover har auktionshuset indkasseret et tab på 16,5 millioner kroner i forbindelse med en ejendomshandel, som selskabet indgik med Bengt Sundstrøm personligt.
Det viser en gennemgang af regnskaberne fra Lauritz.com, Lauritz.com Group og Bengt Sundstrøms holdingselskab, Blixtz Holding, som Finans har foretaget.
#3 Minister freder bankerne: Ingen planer om højere skat
Saxo Bank-chefen har advaret om det. SF har foreslået det. Men nu lægger skatteministeren den død:
Han har ikke tænkt sig at beskatte bankernes fortjeneste på rentemarginalen. Den gevinst som kritikere ser som overnormal profit, fordi bankerne skummer fløden af de højere renter ved at undlade at hæve indlånsrenten.
»Regeringen har ikke planer om at indføre en ekstraskat for banker,« udtaler skatteminister Jeppe Bruus (S) i et skriftligt svar til Børsen.
Det sker som svar på SFs forslag om, at Danmark i lighed med andre EU-lande bør beskatte den ekstraordinære profit, der er fulgt i kølvandet på stigende renter.
Saxo Bankchef Kim Fournais advarede netop for nylig om, at danske banker risikerer politiske indgreb, hvis ikke de deler rentegevinsten med kunderne.
»I flere lande som Italien har man været ude og lave en særskat på bankerne, fordi de ikke deler deres renter med kunderne. Det er ikke en god diskussion at have,« lød det fra Fournais.
Tre uundværlige fra Berlingske Business:
Peter Warnøe fik fem millioner af ukendt indisk mand – nu har politiet undersøgt sagen
Den kendte erhvervsmand Peter Warnøe har for år tilbage fået et lån på fem millioner kroner af en indisk mand, han aldrig har mødt. I 2019 blev Erhvervsstyrelsen dog mistænksom og meldte sagen til politiet.
Læs historien her.
Opsigtsvækkende opgør med fortiden: Tidligere Carlsberg-chefer afviser ansvar for Bermuda-finte
Carlsberg retter hård kritik mod fortidens ledelse efter en række kontroversielle beslutninger i Myanmar for årtier tilbage. Men det er uklart, præcis hvilke ledere kritikken er møntet på. De to tidligere topchefer Nils Smedegaard og Flemming Lindeløv mener ikke, at de har været involveret i handlinger, som kan pege på dem.
Læs historien her.
Hjemsendt departementschef bliver degraderet: Men beholder hver en krone af sin gamle millionløn
Morten Bæk, tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, blev hjemsendt i sidste måned og tiltræder i næste måned i sin nye statslige stilling. Og det bliver med præcis samme millionhyre, selvom både jobstilling og mængden af ansvar forandres.
Læs historien her.
Tak fordi du læste med!

