Det er blevet mandag eftermiddag og dermed også tid til ugens første Business-update her fra Berlingskes erhvervsredaktion.

Vi har været gennem nyhedsbilledet på erhvervsmedierne herhjemme og i udlandet og vil forsøge at servere et tværsnit for dig. God læselyst!

#1: Nyt, dansk skib angrebet i Det Røde Hav

Flere skibe blev i sidste uge ramt af missiler i Det Røde Hav, heriblandt et fartøj fra Mærsk torsdag. Nu er endnu et skib blevet angrebet i den sydlige del fra Houthi-kontrollerede områder.

Tankskibet »Swan Atlantic« er i dag blevet ramt af et uidentificeret objekt, hvilket medførte en »mindre brand, som blev bragt under kontrol af skibets mandskab«, oplyser det danske selskab Uni-Tankers, der opererer skibet, til Børsen. 

Uni-Tankers, der er en del af den danske shippingkoncern USTC, fortæller yderligere til avisen, at alle ansatte har det godt. Ifølge Reuters var det det amerikanske skib »USS Carney«, der besvarede nødopkaldet.

Efter angrebene i sidste uge har flere danske rederier indstillet sejladsen i Det Røde Hav, som fører op til Suezkanalen – en vital fragtrute fra Asien til Europa. 

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtalte i går, at Danmark sammen med allierede lande overvejer et indgreb i området. 

#2: Industrikæmpe får 700 millioner kroner i støtte til dansk fabrik

Topsoe er i fuld gang med byggeriet af en stor fabrik i Herning, og nu kan den danske industrikoncern se frem til at modtage millionstøtte. Det skriver blandt andet Børsen og Finans. 

Den jyske kæmpefabrik har sikret sig 94 millioner euro fra EUs innovationsfond, der blandt andet støtter grønne teknologiprojekter. Det svarer til cirka 700 millioner kroner.

I den nye fabrik skal der produceres de elektrolyseanlæg, der bruges til at omdanne grøn strøm til grøn brint. En teknologi, der er udset til at skulle spille en nøglerolle i at nå både de europæiske og globale klimamål.

Fabrikken på 23.000 kvadratmeter er den største investering til dato for Topsoe, som forventer at bruge i alt 2,7 milliarder kroner på byggeriet.

#3: Svensk medie skrev kritisk om Tesla og delte det på socialt medie. Pludselig dukkede en mystisk meddelelse op

Det svenske medie Aftonbladet delte for få dage siden en opsigtsvækkende historie om, at man i flere miner på den afrikanske østat Madagaskar bruger børn til at udvinde et mineral, som er vigtigt i produktionen af batterier til elbiler. 

Og nu er mediet kommet i karambolage med verdens rigeste mand, Tesla-ejeren Elon Musk. Det skriver Finans. 

På det sociale medie X, som hurtigt skiftede navn fra Twitter, efter Elon Musk sidste år købte det, er historien fra det svenske medie blevet deklareret med en advarsel. 

»Det link, du forsøger at tilgå, er blevet identificeret af X eller vores partnere som værende potentielt usikkert eller indeholdende spam i henhold til X' politik,« skriver X.

Således åbnes artiklen altså heller ikke, når man klikker på linket. I stedet skal man vælge at ignorere X' advarsel og fortsætte til artiklen.

»Jeg har brugt X/Twitter som reporter siden det arabiske forår i 2011. Har postet hundredvis af links, men aldrig set noget som nu, hvor vi rapporterer om Tesla og den ødelagte glimmer,« skriver Aftonbladets journalist Staffan Lindberg, som stod bag historien med børneminen.

Det svenske medie har fremlagt beviser for, at Tesla har købt mineralet glimmer, som er udvundet fra miner, der bruger børn som arbejdskraft. Der er efter sigende omkring 11.000 børn.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: Stenrig fond donerer 1,8 milliarder kroner til internationalt center, der skal forske i vacciner mod luftbårne infektioner

Danmarks og en af verdens rigeste fonde går sammen med Københavns Universitet om at etablere et nyt center, der skal have fokus på forskning i og udvikling af vacciner mod dødelige luftbårne infektioner. Novo Nordisk Fonden vil give op til 1,8 milliarder kroner til centret over de næste otte år og har samtidig en klar forventning om, at der kommer konkrete vacciner ud af det.

Læs historien her.

B: Kasper Bach tog springet fra IBM til at blive selvstændig. Det sker i høj grad for at arbejde »langt færre timer«

Kasper Bach havde en karrierestige, der bare gik stille og roligt opad. Nu arbejder han færre timer som selvstændig, men gør meget ud af at være mest muligt effektiv. Han har et klart budskab til regeringen om, hvor meget vi arbejder.

Læs historien her.

C: Han er kendt for sine vilde citater: Nu har han kurs mod en af europahistoriens største bonusser

Ryanairs topchef, Michael O'Leary, har tidligere brokket sig over at være »underbetalt«. Nu venter der formentlig en gigantisk bonus til den kontroversielle direktør.

Læs historien her.

Det var alt, denne update havde at byde på. Tak, fordi du læste med.

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig eftermiddagens vigtigste nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.16:30. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.