God eftermiddag og velkommen til en af årets sidste Business-updates.
Hvis du er vendt tilbage til kontoret mellem jul og nytår eller bare gerne vil holdes opdateret på erhvervslivet i din ferie, er Business-redaktionen klar til at hjælpe.
Vi har igen været på rundtur i medielandskabet for at give dig overblikket over, hvad der rører sig i økonomien og erhvervslivet denne eftermiddag.
I dag starter vi hos det danske biotekselskab Zealand Pharma, som har fået en nedslående besked i juledagene.
Biotekfirma om afvisning i USA: Ikke vores skyld
Lillejuleaften fik biotekselskabet Zealand Pharma besked om, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har afvist at godkende et af selskabets lægemidler. Det skriver Børsen.
Selskabet havde ellers håbet på, at FDA ville godkende midlet dasiglucagon mod den sjældne sygdom medfødt hyperinsulinisme, hvor kroppen producerer for meget insulin, senest 30. december.
Men FDA har fundet problemer på en fabrik hos en af Zealand Pharmas samarbejdspartnere, en kontraktforskningsorganisation, som konkret har stået for at fylde lægemidlet i glasbeholdere.
»Der er ikke sat spørgsmålstegn ved kvaliteten af vores produkt. Det er på en måde en teknikalitet, hvor FDA siger, at de ikke vil godkende nye ansøgninger, hvor den her kontraktforskningsorganisation er involveret, før de har fået styr på de her ting,« siger Adam Steensberg, administrerende direktør hos Zealand Pharma, til Børsen. Alligevel er aktiekursen lukket i et lille plus efter onsdagens handel.
Vestas-aktien stryger til vejrs oven på flere amerikanske ordrer
Vestas-aktien har medvind på den allerførste handelsdag på den anden side af juledagene. Det skriver flere medier.
Fra morgenstunden steg aktien med næsten fire procent oven på nyhederne om, at vindmølleproducenten har fået en række nye ordrer de seneste dage, blandt andet fra USA.
I USA betyder den såkaldte IRA-ordning (Inflation Reduction Act), at der er mange støttekroner at hente til blandt andet grøn energi, og det udløser en række bestillinger på vindmøller lige op imod nytår, skriver erhvervsmediet Marketwire.
Over for samme medie vurderer aktieanalysechef hos Sydbank, Jacob Pedersen, at de seneste ordrer kun er begyndelsen for Vestas.
»Det kommer til at fortsætte, for de her støtteordninger er først lige sat i gang og kommer til at løbe i mange år. Derfor skal vi også forvente, at det amerikanske marked kommer til at betyde endnu mere for Vestas fremover,« siger Jacob Pedersen til mediet.
I løbet af eftermiddagens handel er det fortsat lidt opad, så Vestas er dagens højdespringer.
En håndfuld ejendomsmæglere sætter de allerdyreste boliger til salg
Nord for København ligger en håndfuld ejendomsmæglere, som sætter de allerdyreste boliger til salg. Boligportalen Boliga.dk har udarbejdet en liste for Finans over de ejendomsmæglere, der udbyder de dyreste boliger i landet.
De fem ejendomsmæglerbutikker har det til fælles, at de i december 2023 alle har en gennemsnitlig udbudspris på de boliger, de står for at sælge, på over 20 millioner kroner. Den øverste på listen er Elbæks Liebhavermægler beliggende på Strandvejen i Klampenborg, som har en gennemsnitlig udbudspris på 30,6 millioner kroner.
Desuden viser Boligas opgørelse for Finans, at kun tre ejendomsmæglerbutikker i december 2023 havde et samlet udbud af ejendomme på over en milliard kroner. Her ligger Elbæks Liebhavermægler nummer to på listen med et samlet udbud på 1,3 milliarder kroner.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A: 2023 blev det værste år for bankansatte siden finanskrisen – og det fortsætter ind i næste år
Flere end 60.000 stillinger er i løbet af 2023 blevet skåret væk i verdens banker efter et af de værste nedskæringsår siden finanskrisen. 20 af verdens største banker skar ifølge den britiske finansavis Financial Times i alt 61.905 stillinger væk i løbet af de forgangne 12 måneder.
B: Gøgeunge eller løftestang? Hvad Nokia kan lære os om Novo Nordisk
Novo Nordisks gigantiske succes i år betyder, at medicinalbranchen som helhed fylder stadig mere i dansk økonomi. Novos aktiefest har efterladt tusindvis af nye Novo-millionærer. Spørgsmålet er, om det skaber en sårbarhed i dansk økonomi. Ofte fremhæves finske Nokias rejse som skrækbillede. Men hvad er historien egentlig om Nokia? Skal vi være bange?
C: Verden kan være dage fra at få en ny elbilkonge
Amerikanske Tesla, der om nogen har fået hul på elbilsalget verden over, bliver lige straks overhalet indenom af det kinesiske bilmærke, der ellers har markedsført sig som det største, som man aldrig har hørt om.
Det var alt for denne update.
På gensyn!
Julie Søltoft, journalist, Berlingske Business

