Godeftermiddag og velkommen til dagens Business-update fra Berlingske.

Vi skal vidt omkring på denne næstensommerdag, og vi begynder med #hetoo.

God læselyst!

Eksplosion i krænkelsessager på jobbet: »Nu tør både kvinder og mænd stå frem«

Flere fagforbund melder om kraftig stigning i antallet af seksuelle krænkelsessager, hvor lønmodtagere beder om hjælp til at håndtere berøringer og chikane – typisk fra en chef eller en overordnet.

Før #metoo-bevægelsen satte sig i bevægelse i Hollywood i 2017, modtog Djøf højest fem henvendelser årligt. I 2018 og 2019 var det antal vokset til cirka 100 henvendelser årligt. Senest har der været cirka 300 henvendelser årligt.

Djøf får nu også henvendelser fra mænd, der har været udsat for seksuel chikane, skriver Politiken.

»Nu tør både kvinder og mænd stå frem, det er også et fremskridt,« siger Mette Knudsen, rådgivningschef i fagforbundet Djøf, der repræsenterer mere end 100.000 jurister, økonomer, akademikere og studerende.

Meldingen er den samme i fagforbundet HK, der organiserer flere end 200.000 kontoransatte.

Fagforbundet Djøf hjælper blandt andet et medlem, som har været udsat for upassende berøringer af tidligere FH-formand Lizette Risgaard. Det har fagforbundet bekræftet over for Ekstra Bladet og Berlingske i kølvandet på de to mediers afsløringer.

Eksperter: Risiko for høje boligrenter, så langt øjet rækker

Selvom inflationen fordamper de kommende år, følger renterne på de lange boliglån ikke med ned.

Der er i stedet er risiko for, at de om tre år ligger næsten to procentpoint højere end i dag. Det skyldes, at babyboomerne nu for alvor er begyndt at gå på pension overalt i den vestlige verden.

Ifølge Finans er dette konklusionen i to analyser fra henholdsvis Maj Invest og Blackrock. Sidstnævnte er verdens største kapitalforvalter.

»Vi står nu midt i et demografisk skifte, som vil påvirke renteudviklingen markant i de kommende år. De lave renters tid er derfor med stor sandsynlighed forbi,« vurderer Jeppe Christiansen, administrerende direktør i Maj Invest.

Kunstig intelli­gens løser opgaver for danske advokater – og udviklingen er først lige begyndt

Flere danske advokathuse bruger allerede kunstig intelligens, og ifølge tre store advokathuse er der kun tale om begyndelsen.

»Det er naivt at forestille sig, at det ikke får en kæmpe indflydelse på advokatbranchen,« siger Christian Ejvin Andersen, administrerende direktør i advokatfirmaet Bech-Bruun til Børsen.

De tre advokathuse – Bech-Bruun, DLA Piper og Gorrissen Federspiel – peger enstemmigt på, at flere af de rutineprægede opgaver inden for eksempelvis due diligence kan blive løst væsentligt mere effektivt ved hjælp af teknologien. Ingen af advokathusene forventer dog, at advokaternes arbejde lige foreløbig bliver overtaget af robotter.

»Vi er stadig i det spæde stadie, men det kan komme til at ændre branchen, og jeg tænker, at vi snart er dér, hvor klienterne har en forventning om, at vi bruger de her værktøjer,« siger partner Tue Goldschmieding fra Gorrissen Federspiel.

Jysk fabrik erstatter store bededag med store kursusdag

På kemifabrikken FMC – det tidligere Cheminova – på Harboøre Tange i Vestjylland skal de ansatte store bededag på uddannelse i stedet for at arbejde.

Det er resultatet af ny lokalaftale, skriver Fagbladet 3F.

De nye centrale overenskomster indeholder ikke en direkte erstatning for den sløjfede store bededag, men på en af landets store virksomheder er det altså lykkes medarbejderne at opnå en form for kompensation.

»Kollegerne bliver opkvalificeret, og de kan bruge den viden, hvis de søger andre steder hen, og vi får sat fokus på, at det er vigtigt at uddanne sig,« siger Jens Christian Rønn Iversen, fællestillidsmand på FMC.

Dagen er ifølge fagbladet med fuld løn og behøver ikke blive afholdt på netop den dag, som tidligere var store bededag.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Her er tre artikler fra Berlingske Business, som fortjener at blive læst.

A: Tusindvis af boligejere med helt kort rente får to gange renteklø til sommer

Der vanker rentesmæk til sommer for rigtig mange boligejere med variabel rente. En særlig gruppe bliver ramt af dobbelt renteslag. Og det bliver »ikke en billig omgang«, advarer chefanalytiker.

Læs artiklen her.

B: Bob Lee var en succesrig og vellidt techmillionær. Hans død afslørede en hemmelig bagside

Om dagen var Bob Lee en succesrig og afholdt techmillionær. Om natten levede han et andet liv med fester, sex, stoffer og alkohol. En nat stoppede festen: Nu er han død, og San Franciscos techelite er i chok.

Læs artiklen her.

C: Tårnhøj milliardbøde til Facebook med krav om stop for al dataoverførsel til USA

Den hidtil største bøde for overtrædelse af EUs persondatalovgivning er landet på Facebooks bord sammen med krav om, at det er slut med at overføre europæeres data til USA. Facebook har tidligere truet med, at det kan betyde lukning af Facebook og Instagram i Europa.

Læs artiklen her.

Tak, fordi du læste med!