God eftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update.
Danmark er dækket af sne, men trods kulde har vi som altid været medielandskabet rundt for at sikre dig et overblik over, hvad der er sket i erhvervslivet og økonomien her til eftermiddag.
Vi skal blandt andet forbi en finanskæmpe i Kina, som er gået konkurs med trecifret milliardgæld og Mærsk, der sender sine skibe syd om Afrika efter angreb på et af rederiets skibe.
Men vi starter i Randers, hvor politikerne frygter regningen for oprydningen efter jordskred.
#1 – Politikere frygter regning for »tikkende miljøbombe« fra Nordic Waste
Flere politikere i Randers Kommune appellerer til milliardæren Torben Østergaard-Nielsen om at sørge for, at en kæmperegning fra hans virksomhed Nordic Waste ikke skal betales af kommunens borgere.
Det skriver Finans.
Miljøvirksomheden Nordic Waste er blevet omdrejningspunkt i en sag om miljøskade i Alling Å, som kan brede sig til Randers Fjord, som miljøminister Magnus Heunicke (S) har kaldt »en tikkende miljøbombe«.
»Vi har ikke fået nogen garantier for, at regningen ikke kan havne i Randers Kommune,« siger det socialdemokratiske byrådsmedlem Anker Boje, der også er medlem af miljø- og teknikudvalget, til Finans med henvisning til, at kommunen har hyret et selskab til at undgå miljøskade, og som forvaltningen har understreget bliver sendt til Nordic Waste eller dens forsikringsselskab.
Over for Børsen konstaterer kommunaldirektør i Randers Kommune, Jesper Kaas Schmidt, at det er Nordic Waste, som burde lave det pågældende arbejde.
»De hjælper ikke længere med at løse den opgave, de er forpligtet til at løse. Det er Nordic Waste, der burde lave det arbejde, vi laver i dag,« siger han.
Virksomheden arbejder med at købe forurenet jord med henblik på at rense det. Uden for Randers begyndte noget forurenet jord i december at skride, hvilket altså nu kan medføre miljøskader.
#2 – Kinesisk gigant går konkurs
Den kinesiske finanskæmpe Zhongzhi er gået konkurs. Det skriver Bloomberg ifølge Børsen.
Der er ifølge Bloomberg tale om en af de største konkurser i Kina nogensinde, og ifølge Børsen har virksomheden en gæld svarende til 435 milliarder kroner.
Zhongzhi står bag flere banklignende virksomheder, og konkursen sker ifølge mediet, efter at de kinesiske myndigheder i efteråret indledte en efterforskning af giganten. Få dage efter forsvandt to af dens højtstående chefer på mystisk vis, skriver Børsen. Og de er endnu ikke dukket op igen.
Zhongzhi er en såkaldt skyggebank. Det betyder, at den driver banklignende virksomhed, men den er ikke underlagt de samme stramme regler som resten af banksektoren.
#3 – Dansk herregård svømmer i tusindkronesedler – frygter at blive misbrugt til hvidvask
På herregården Egeskov Slot oplever direktør Henrik Niemeyer, at flere kunder er begyndt at betale med tusindkronesedler, efter Nationalbanken har meddelt, at den afskaffes. Og derfor frygter han blandt andet ufrivilligt at blive misbrugt til hvidvask. Det skriver Børsen.
Egeskov Slot har mange unge medarbejdere ansat i ferie- og sommerjob, oplyser direktøren, og de bliver i tvivl om, hvordan de skal validere, at pengene ikke er sorte.
»Tiden er ved at løbe fra tusindkronesedlen, og sådan har det jo sådan set været i mange år. Nu kommer der bare flere sedler ind, fordi de skal afskaffes,« siger han til Børsen.
Dansk Industri fortæller til Børsen, at man også her har bidt mærke i virksomhedernes udfordringer med at tage imod de store sedler oven på meddelelsen om deres afskaffelse.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A: USAs »kongetal« gør det igen. Sætter ild i finansmarkederne
Der blev i december endnu en gang skabt flere nye job i USA end forventet. Det viser den månedlige statusopgørelse for det amerikanske arbejdsmarked. Det rejser nye spørgsmål om USAs rentepolitik. Reaktionen i de finansielle markeder kom prompte.
Læs hele artiklen her.
B: Gigant fjerner produkter fra hylderne i fire lande: Har fået nok af prisstigninger
Den gigantiske Carrefour-kæde har fået nok af, at Pepsi har sat priserne kraftigt op, og fjerner nu helt både Pepsi og andre produkter fra samme producent som 7UP, Doritos-chips og Quaker i alle sine supermarkeder i ikke blot Frankrig, men også i Italien, Spanien og Belgien.
Læs hele historien her.
C: Mærsk sender samtlige skibe væk fra risikofyldt farvand
I den nærmeste fremtid vil den danske rederigigant Mærsk sende samtlige af sine skibe, der skulle have passeret Det Røde Hav, syd om Afrika. Det sker, efter at et Mærsk-skib blev angrebet i farvandet inden nytår. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse fredag.
Læs mere her.
Det var alt for denne gang.
God weekend!