Business update: Bitcoin-iværksætter tjener 1,9 milliarder kroner på bare seks måneder

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste nyheder om økonomi og virksomheder.

Michael Grønager er direktør for Chainalysis, der er en fintech-virksomhed, der skaber løsninger til at integrere kryptovaluta i den etablerede bankverden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update.

Vi begynder med en af Danmarks mest markante erhvervskvinder. For tidligere Microsoft-topchef Marianne Dahl skal fra oktober være Managing Director og partner i Boston Consulting Group. Det oplyser hun på sin LinkedIn-profil. Det betyder samtidig, at hun stopper i bestyrelserne hos DFDS og TDC.

Og så er dagen i dag også startskuddet til Berlingske Business' nye sommerserie »Det Nye Danmark«, hvor vi med kommentarstof og journalistik vil afdække, hvordan det nye Danmark bliver på den anden side af coronakrisen.

Serien begynder med historien om Roskilde Festival, som har valgt at gentænke deres format for at tilpasse sig den nye coronavirkelighed. Et format, hvor koncerterne bliver zoneopdelt med 1000 mennesker i hver.

Men nu til en nyhed fra folkene bag efterforskninger af det tungeste økonomiske kriminalitet.

Bagmandspolitiet får ny chef

For nuværende politidirektør hos Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow, skal stå i spidsen for Bagmandspolitiet – som i dag officielt går under det knap så mundrette navn Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Det skriver Anklagemyndigheden.

»Den alvorlige økonomiske og organiserede kriminalitet er stigende, og det er en trussel både mod den tillid, vores samfund bygger på, og vores generelle retsfølelse. Det stiller krav til vores evne til at retsforfølge dem, der sætter sig selv over fællesskabet, og det glæder jeg mig utrolig meget til at stille mig i spidsen for,« siger Jens-Christian Bülow i pressemeddelelsen.

I 1,5 år har Bagmandspolitiet stået uden en permanent chef, efter Morten Niels Jakobsen blev fritaget for tjeneste i september 2019. Jens-Christian Bülow tiltræder den nye chefstilling 15. august og får derfor den nye titel som statsadvokat.

Danskere har sparet mange tusinder kroner ved at købe grøn bil i år

Hvis du enten har købt en elbil eller plugin-hybridbil i år, har du helt sikker sparet nogle penge. For politikernes afgiftsrabatter betyder, at købere af eldrevne biler har sparet 1,8 milliarder kroner i bilafgifter.

Det viser nye tal fra DI Bilbranchen, skriver Finans.

Den gode besparelse betyder samtidig, at salget af eldrevne biler er steget markant.

»Vi har aldrig før set, at introduktionen af grønne biler til danskerne har taget så markant et spring fremad. Det skyldes selvfølgelig et voksende udbud, og så er det i høj grad på grund af de nye bilafgifter,« siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i DI Bilbranchen, i DI Business.

I de første fem måneder af 2021 er der samlet solgt 11.642 eldrevne personbiler til private og 7.350 til virksomheder.

Offshorerederier kaster sig over det grønne marked

Ny analyse fra brancheforeningen Danske Rederier viser at offshorerederiernes bestillingsliste siden 2015 næsten kun udgør skibe, der har til formål at servicere havvindmøller. Det skriver Børsen.

Med andre ord er der bestilt 24 skibe til at hjælpe med at etablere vindmøller til havs, et enkelt til olie- og gasindustrien og et der kan bruges hybrid mellem de to forretningsområder.

»Det er et udtryk for, at danske rederier i den grad har kastet sig helhjertet over havvindmarkedet,« siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør hos Danske Rederier til Børsen.

Og den nye udvikling er kommet for at blive. Det mener Danske Rederier, som forventer, at energi fra vinden vil fortsætte med at være en større del af de danske offshorerederiers forretning.

Bitcoin-viden hiver 1,9 milliarder kroner ind i kassen hos iværksætter

Den danske iværksætter Michael Grønagers firma Chainanalysis har ved en ny kapitalrunde tjent 620 millioner kroner. Det skriver Finans.

Det betyder, at Chainanalysis det seneste halve år har rejst 1,9 milliarder kroner ved at samle data om krypto-transaktioner til at gøre det nemmere for blandt andet politi og efterretningstjenester at efterforske sager med betalinger i kryptovaluta.

Det gør derfor, at det syv år gamle selskab bliver 26 milliarder kroner værd.

Fem skarpe historier fra journalisterne på Berlingske Busines

1. De kommende uger vil et Roskilde light løbe af stablen: Her er direktørens tanker om fremtidens Roskilde Festival

Roskilde Festival holder de kommende uger en række zoneopdelte koncerter i stedet for festivalen, som vi kender den. Men hvor efterlader den nye coronavirkelighed fremtidens festivaler? Kommer vi nogensinde til at kunne samles 100.000 mennesker igen? Det giver festivalens administrerende direktør, Signe Lopdrup, her sine bud på.

Læs historien fra Mette Dalgaard her.

2. Over halvdelen af de danske banker har samme grænse for negative renter: »Det er et udtryk for stor konkurrence«

Langt flere danskere bliver om en uge ramt af negative renter i banken, hvor grænsen typisk er på 100.000 kroner. Har erhvervsminister Simon Kollerup ret i, at konkurrencen i den danske banksektor er for slap? Det afviser både en bankekspert og Nordea, før ministeren skal i samråd om minusrenter torsdag.

Læs Søren Martin Olsens historie her.

3. Kasper Hjulmand, Mads Nipper og Roskilde Festival gør det: »Alt starter med, hvem man er«

I over et år har coronakrisen holdt samfundet og landets virksomheder i et jerngreb. Nu kan vi skimte enden på krisen. Men hvad er det for et Danmark, som dukker op på den anden side af vaccinationerne? Det spørgsmål stiller Berlingske Business i sommerserien »Det nye Danmark«. Landstræner Kasper Hjulmand, Ørsted-topchef Mads Nipper og Roskilde Festival-direktør Signe Lopdrup leverer allerede nu en del af svaret.

Læs Simon Bendtsens kommentar her.

4. Optimismen bobler i europæiske virksomheder, men der er også en advarsel

Genåbningen har for alvor sat gang i stemningen i europæisk erhvervsliv og giver dermed et løft til danske eksportvirksomheder. De lyse vækstudsigter kommer dog samtidig med en advarsel til Den Europæiske Centralbank, for aldrig har så mange virksomheder tænkt sig at sætte prisen på deres varer op.

Læs Ulrik Harald Bies økonomiske analyse her.

5. Mærsks prestigeprojekt buldrer frem: »Vi har nået en milepæl«

To af verdens største containerrederier går nu med i Mærsks store prestigeprojekt TradeLens, der fundamentalt skal ændre den måde, verdenshandlen historisk har fungeret på. Mærsk kalder det en milepæl, mens ekspert ser meget hårdt arbejde forude for det danske rederi og IBM, som sammen har udviklet den digitale platform.

Læs Lasse Friis' historie her.