God morgen!
Sæt dig godt til rette. Nu kommer Business-overblikket nemlig med sin daglige overflyvning af de vigtigste nyheder på erhvervsområdet. Den øvelse tager os både forbi en minister, der afviser beskyldninger om et omstridt læk i forbindelse med udbytteskandalen. Derudover skal vi også forbi et dansk erhvervsklenodie, der med nye ejere har fået penge til opkøb, og så vender vi situationen for flygiganten Boeing. Til sidst skal vi også forbi nogle banksager, der har tvunget toppen i den danske finansverden til at grave i hukommelsen.
Minister afviser beskyldning om læk
Der bliver lagt endnu et lag på skandalen om svindel med udbytteskat, der også har fået et efterspil mellem Skatteministeriet på den ene side og advokatfirmaet Bech-Bruun på den anden. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) afviser nu alle beskyldninger om, at Skatteministeriet tippede avisen Politiken om, at Bagmandspolitiet undersøger advokatfirmaet Bech-Bruun. Samtidig slår han fast, at SØIK ikke har gang i nogen undersøgelse af advokatfirmaet. Politiken fastholder, at den oplysning er korrekt.
»Bech-Bruuns klage er et forsøg på at hvirvle støv op, men når man har en rigtig dårlig sag, så har man interesse i at hvirvle støv op. Den strategi har Bech-Bruun valgt – og det har de lov til – jeg synes bare, de skal genoverveje den,« siger Karsten Lauritzen til Berlingske.
Advokatfirmaet er kommet i vælten, fordi Skatteministeriet beskylder Bech-Bruun for inhabilitet i forbindelse med en uvildig advokatundersøgelse, som Bech-Bruun har gennemført for ministeriet om den formodede udbyttesvindel og en mulig placering af ansvar i ministeriet, og skatteminister Karsten Lauritzen har indklaget Bech-Bruun for Advokatnævnet.
Managing partner Simon Evers Hjelmborg kommenterer sagen over for Berlingske med følgende bemærkning: »Vi mener, vi har en god sag og imødeser Advokatnævnets afgørelse med sindsro.«
Haldor Topsøe på opkøbstogt
Den danske virksomhed Haldor Topsøe har solgt 30 procent af selskabet til den statsejede pengetank Temasek fra Singapore. Med den nye medejer vil der blive sat fart på Topsøes vækstambitioner. Og ifølge Børsen betyder det, at bestyrelsesformand Jakob Haldor Topsøe får hele 3 mia. kr. til at gå på opkøb.
Allerede tirsdag, da opkøbet blev en realitet, bebudede topchef i Haldor Topsøe, Bjerne S. Clausen, at virksomheden skulle til at slå ind på en vækstkurs.
»Vi er klar til vækst, og jeg er overbevist om, at samarbejdet mellem Topsøe og Temasek vil blive ekstremt fordelagtigt fordelagtigt for begge parter,« siger Bjerne S. Clausen.
Både omsætning og indtjening har været faldende i Haldor Topsøe de seneste fem år.
Læs den historie i Børsen her (kræver abonnement)
Lande på stribe indstiller flyvningen med Boeing 737 MAX 8
Den tragiske ulykke med flyet af typen Boeing 737 Max 8, der søndag kostede 157 mennesker livet, får nu omfattende konsekvenser for den flytype. På stribe har lande og myndigheder groundet flytypen, der altså ikke længere må flyve. Der er tale om et midlertidigt flyveforbud, imens mulige problemer med flyverens software granskes.
Nyhedsbureauet Ritzau har samlet en oversigt over de lande, der har indstillet flyvning med flytypen, som du kan læse nederst i denne artikel.
Mr. Nordea afviser at have kendt til uregelmæssigheder
I den seneste tid har Berlingske sammen med en række medier kunne beskrive mistænkelige transaktioner for milliarder, der blandt andet er røget gennem Nordeas nu lukkede afdeling på Vesterbro for år tilbage. Den nuværende DSB-formand, Peter Schütze, var gennem mere end syv år dansk landechef for Nordea og dermed øverst ansvarlig for filialen, imens mistænkelige transaktioner for milliarder af kroner, som Berlingske har beskrevet, strømmede gennem.
I dag afviser han at have kendskab til uregelmæssigheder.
»Af åbenlyse grunde har jeg ikke adgang til arkiver, bestyrelsesmateriale mv., men efter hukommelsen mindes jeg ikke at have modtaget nogen form for indikationer på, at der i International Branch i København skulle være foregået uregelmæssigheder for eksempel via revisionsrapporter eller tilsynsgennemgang,« skriver Peter Schütze.
Læs hele historien i Berlingske her.
Berlingske anbefaler:
Dagbladet Information gemmer i dag på en rigtig interessant nyhed også set med erhvervsbriller på. I dag er det vindmøllefolk, der skal lægge mærke til en melding i avisen fra statsministerkandidat Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, der vil have to nye havvindparker inden 2030.
Det holder investorerne øje med i dag
Seniorstrateg i Nordea, Andreas Østerheden, vil i dag holde øje med følgende tre ting:
- Brexit vil igen i dag stå på agendaen eftersom Theresa May i går tabte afstemningen om sit forslag til en udtrædelsesaftale med 149 stemmer (391 imod og 242 for) i det britiske parlament. I dag ser vi derfor frem til en afstemning om et muligt no-deal scenarie, som vi også forventer bliver forkastet med et stort nederlag. Pundet svækkedes i går, efter mandag at være styrket delvist som følge af øget optimisme for en aftale, efter at Theresa May fik yderligere forsikringer fra EU omkring problematikken om grænsen til Irland. Gårsdagens nederlag synes en smule større end ventet.
- På nøgletalsfronten får vi i Europa tal for industriproduktionen, som er en af de parametre vi holder ekstra øje med pga. svækkelsen i fremstillingssektoren. Den samlede industriproduktion bør kravle højere denne måned i lyset af de tal vi har fået fra i Frankrig, Italien og Spanien på trods af en fortsat svækkelse i Tyskland.
- Retter vi blikket mod USA og dagens nøgletal herfra, får vi PPI-tal for februar, tal for varige forbrugsgoder i januar samt tal for udgifter inden for byggeriet. Af de tre nøgletal bliver det mest interessant at følge ordrer på varige forbrugsgoder, som er ekstra interessant i lyset af de seneste svækkelse i investeringsaktiviteten i december. Vi venter at ordrerne kravler højere i januar, også indikeret af den stigning vi har set i erhvervstilliden (ISM index) for nye ordrer i januar måned.
Markederne lige nu:
De asiatiske aktiemarkeder er ifølge Ritzau for det meste malet i rødt onsdag, hvor investorerne bliver grebet af tiltagende uro, imens spillet om brexit afventes forud for endnu en parlamentsafstemning oven på gårsdagens andet nederlag til premierminister Theresa May.
Indeks
Udvikling i procent
Nikkei 225 -1,2
Topix -1,0
Hongkongs Hang Seng -0,6
China Shanghai Composite -0,9
China CSI 300 -0,9
Taiwan Taiex +0,3
Sydkoreas Kospi -0,4
Indiens BSE Sensex +0,2
Singapores STI -0,9
Sydney ASX 200 -0,2
Indeksværdi klokken 06.15.