God morgen.

I dagens nyhedsoverblik skal vi høre om IT-jobfest i et af verdens største rederier og om risikoen ved ikke at være dækket af en forsikring, hvis man er bestyrelsesmedlem. Men først skal vi kigge ind i pengetanken tilhørende en af landets rigeste familier.

Lego-familiens formue er vokset.

En ny opgørelse viser, at milliarderne vælter ind hos familien bag Lego. Både Lego-familiens overhoved Kjeld Kirk Kristiansen samt de tre voksne børn Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggard har øget deres formue med adskillige milliarder siden årsskiftet.

I det forgangne halve år er Kjeld Kirk Kristiansens anslåede formue vokset med knap 8,5 mia. kr. og er nu på knap 38 mia. kr.

Det viser erhvervsmediet Bloombergs opgørelse over verdens 500 rigeste personer – og den anslåede størrelse på deres formue, skriver Finans.

 

IT-folk strømmer til Mærsk

Og fra en af Danmark mest profilerede virksomheder til en anden verdenskendt dansk virksohed - Mærsk. Firmaet løber i disse år gennem en stadig større forvandling, hvor IT og teknologi kommer til at fylde endnu mere. Det er sket siden Mærsk i 2016 solgte sin oliedel og har gjort transport til virksomhedens førsteprioritet.

Det sætter også sit aftryk på, hvem der er ansat i selskabet. Ifølge Dagbladet Børsen er der nemlig IT-jobfest i virksomheden, der på få år har næsten firedoblet antallet af IT-ansatte.

»For at blive mere digitale er det nødvendigt at investere i tekniske kompetencer. For to et halvt år siden var vi 800 it-folk, nu har vi 3.000 ansatte. Vi ansætter 26 nye personer om ugen, og om halvandet år tror jeg, vi lander på 4500-5000 medarbejdere,« siger Adam Banks, it-direktør i A.P. Møller-Mærsk, der har 70.000 ansatte i alt, til Børsen.

Dele af strategien for Mærsk har store investorer i Berlingske imidlertid sat et stort spørgsmålstegn ud for. Den indebærer nemlig at nye forretningsben skal puste indtjeningen i vejret på ualmindeligt kort tid. Kan det overhovedet lade sig gøre? Læs om det her.

Få dit business-overblik hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Business-overblik« og få de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.08:00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Risikabelt at være bestyrelsesmedlem uden forsikring

Erstatningssagen mod ledelsen af Amagerbanken har skåret det ud i pap: Bestyrelsesmedlemmer uden forsikring lever livet farligt.

Østre Landsret dømte i sidste uge bankens tidligere bestyrelse til at betale 225 mio. kr plus procesrenter i erstatning efter bankens konkurs, i alt 335 mio. kr. Men den tidligere formand, N.E. Nielsen, var den eneste i bestyrelsen, som havde en forsikring. Den dækker 100 mio. kr. af regningen, men skal deles solidarisk mellem de tidligere bestyrelsesmedlemmer.

Sagen har fået bankbestyrelser til at granske deres policer og forsikringsformidleren Board Assure kan fortælle, at 40 pct. af deltagerne på deres kurser i bestyrelsesarbejde enten ikke har nogen forsikring eller ikke ved, om de har en og i givet fald, hvad og hvordan den dækker.

Men selv om man er dækket af virksomhedens bestyrelsesforsikring, kan det galt, advarer partner i forsikringsselskab. Det skete for bestyrelsen i den konkursramte Roskilde Bak, hvor konkursboet enten opsagde policen eller glemte at betale den.

 

Tre ting investorerne skal holde øje med i dag

Investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, holder især øje med disse tre ting i dag.

  • Tyske-, EURzone- og amerikanske PMI'er vil fortælle lidt om stemningen i økonomierne. De seneste nøgletal har ikke været fremragende og på kort sigt synes det at være svært at undgå en vækstafmatning. Spørgsmålet er hvor lang og hvor kraftig den bliver? Obligationsmarkederne indikerer risikoen for en recession, mens aktieinvestorerne indtil videre fastholder det gode humør

  • Udnævnelsen af franske Christine Lagarde som ny ECB formand er gode nyheder for investorer og også for boligejerne. Hun er kendt som en »rentedue« og står for mere af den lempelige pengepolitik, som har været Draghis varemærke. EUR er let svækket overfor USD siden udnævnelsen. De tider, hvor man skal til at kigge efter rentestigninger, er meget langt væk.

  • Euforien efter sidste weekends topmøde mellem Trump og Xi Jinping er ved at lægge sig. Investorerne er ved at indstille sig på, at væksten kommer ned i gear, og at der ikke kommer nogen handelsaftale på kort sigt. Spørgsmålet er, om den lette sommerlikviditet kan give lidt uro i aktiegeledderne de kommende uger i takt med svagere nøgletal og en regnskabssæson, som formentlig vil vise, at den forventede fremgang i de amerikanske virksomheders overskud balancerer omkring 0?

 

Markederne lige nu:

De asiatiske aktier falder onsdag, efter at den indledende entusiasme over den seneste handels-våbenhvile mellem USA og Kina en blevet overhalet indenom af frygt på grund af Washingtons trussel om yderligere takster på europæiske vareimport.

Indeksudvikling i procent:

Nikkei 225: -0,7

Topix: -0,9

Hongkongs Hang Seng: -0,3

China Shanghai Composite: -0,7

China CSI 300: -0,5

Taiwan Taiex: -1,1

Sydkoreas Kospi: -0,9

Singapores STI: -0,5

Sydney ASX 200: +0,5

Indeksværdi klokken 05.35.