Business-overblik: Fyret vikartopchef i Danske Bank: »Der kom møgsager så godt som hver uge«

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

JesperNielsen
Jesper Nielsen, Danske Banks tidligere midlertidige topchef, fortæller, at fyringen kom som et lyn fra en klar himmel. I dag er han konsulent i fintech-branchen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Godmorgen.

Her har du ugens sidste nyhedsoverblik på businessfronten. Her kan du møde Danske Banks nu forhenværende topchef Jesper Nielsen, hvis fyring kom som et lyn fra en klar himmel, og du kan også få en status på, hvad optimismen omkring en mulig handelsaftale mellem USA og Kina kan få af konsekvenser.

Men først har en kendt iværksætter fået øjnene op for en potentiel guldgrube.

1
Tommy Ahlers: Iværksættere skal ind i kampen for grønne satsninger

Superiværksætteren Tommy Ahlers var i en årrække med til at vurdere iværksætteres ideer i DR-succesen »Løvens hule«, indtil han i 2018 sagde ja til en central ministerpost.

I dag er Tommy Ahlers folketingspolitiker for Venstre, men hvis han stadig var investor i »Løvens hule«, ville han stort set kun fokusere på grøn omstilling.

»Både fordi jeg synes, det ville være fedt at bruge min energi på det, men også fordi jeg tror, der er grundlag for nogle kæmpe erhvervssucceser i den retning,« siger han i et interview med Berlingske.

En række af de største spillere i dansk erhvervsliv har allerede meldt ud, at de deler regeringens mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. For at nå det mål så Tommy Ahlers gerne, at iværksætterfirmaer i højere grad var tænkt ind i den grønne omstilling.

Han fremhæver to danske startups, madspilds-appen Too Good To Go og måltidskonceptet SimpleFeast, som eksempler på, hvordan det er muligt at rejse penge fra investorer, fordi folk generelt er blevet mere klimabevidste.

2
Jesper Nielsen: Ansvaret blev placeret hos mig

I 243 dage nåede Jesper Nielsen at være vikarierende topchef i Danske Bank, inden bankens nuværende topchef, Chris Vogelzang, tog over 1. juni i år.

Få uger senere fik Jesper Nielsen sparket, efter at banken havde konstateret, at 87.000 kunder i Danske Bank havde betalt for høje gebyrer på investeringer. På det tidspunkt, da banken solgte investeringsproduktet Flexinvest Fri, forventede banken, at kundernes afkast efter gebyrer var ringere end en rente på nul procent.

Alligevel kom fyringen ifølge Jesper Nielsen som et lyn fra en klar himmel, siger han til Børsen:

»Jeg tror, at det var Flexinvest Fri-sagen, der gjorde, jeg blev fyret, og ikke at der lå andet bag. Bestyrelsen vurderede, at der skulle placeres et ledelsesmæssigt ansvar, og det blev placeret hos mig. Det må man bare tage til efterretning og ikke bidrage til den sag med kommentarer.«

Om sin første tid som vikartopchef fortæller Jesper Nielsen til Børsen, at han i højere grad var brandslukker end almindelig bankdirektør.

»De første tre-fire måneder af perioden kom der møgsager så godt som hver uge. Prioriteringsmæssigt var det relativt nemt, da det var det, som lå på bordet om morgenen,« siger han.

I dag tilbringer Jesper Nielsen tre dage om ugen på at være konsulent i fintech-branchen, mens han er på udkig efter et nyt topjob.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Mulig handelsaftale kan give medvind

Handelskrigen mellem USA og Kina har længe vakt bekymring, men torsdag lød det fra Kina, at man er klar til at rulle toldsatser tilbage og indgå en delaftale.

I går var de finansielle markeder i hopla, og hvis det lykkes de to parter at indgå en delaftale, kan det bane vejen for yderligere aktie- og rentestigninger. Det vurderer flere strateger ifølge Finans.

»Hvis vi samtidig ser lidt tegn på, at det går bedre med økonomien, at afmatningen bunder ud, og at det værste med handelskrigen er overstået, så kan det give medvind,« siger Allan von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank, til Finans.

Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie, har fortsat svært ved at se, hvordan de to parter skal nå til enighed om en stor og omfattende handelsaftale.

»Men skridt i den rigtige retning er trods alt bedre end det modsatte – og det mindsker risikoen for en yderligere optrapning, der har bidraget til investeringstørken i mange virksomheder. Man skal dog nok gemme breaking news-skiltet, til der rent faktisk sker et større gennembrud,« skriver Ulrik Harald Bie i sin analyse.

Tre ting, investorerne skal holde øje med

Andreas Østerheden, seniorstrateg i Nordea, leverer her sit bud på, hvad investorerne skal holde øje med fredag:

  • På ugens sidste dag vil fokus være på eventuelle nyheder på den handelspolitiske front, hvor de seneste meldinger tyder på, at der bliver givet lidt tilkendegivelser fra særligt USA omkring at løfte straftold, som en del af »fase et«-aftalen. Man bør ikke juble for tidligt for en eventuel handelsaftale, da meget endnu kan ske. Vi ser dog også de seneste fremskridt i forhandlingerne som positive, da vi vurderer, at risikoen for en yderligere eskalering – og mere straftold – er reduceret i takt med parternes vilje til at forhandle. Markederne ser det dog som positivt for væksten, og det får både aktier og særligt obligationsrenterne til at sige kraftigt.
  • Sekundært vil fokus være på forbrugertilliden fra University of Michigan, og det skyldes en af investorernes store bekymringer, nemlig hvis den private forbruger for alvor begynder at tabe lysten til at bruge penge. En høj tillidsmåling tyder nemlig på, at det går godt hos de amerikanske forbrugere og tegner dermed også godt for privatforbruget. Seneste data for arbejdsmarkedet har vist fortsat god styrke, og det tyder på en fortsat stærk privatforbruger. Omvendt er mange af de stemningsbaserede mål fortsat på vej ned.
  • Selv om den amerikanske regnskabssæson så småt går på hæld, kan vi fortsat følge regnskabsaflæggelser i resten af verden. I dag kan man følge regnskabsaflæggelser fra forsikringsselskabet Allianz og den japanske bilproducent Honda. I weekenden vil opmærksomheden rettes mod det spanske valg, som vi dog ikke venter vil give anledning til de store markedsbevægelser.

Det sker på markederne

Indeks og udvikling i pct.

Aktier USA

  • S&P 500: +0,27 pct.
  • Nasdaq: +0,28 pct.
  • Dow Jones: +0,66 pct.

Aktier Asien

  • Nikkei 225: +0,10 pct.
  • Hongkongs Hang Seng: -0,68 pct.
  • China Shanghai Composite: +0,05 pct.
  • Sydkoreas Kospi: -0,30 pct.

(Indeksværdi klokken 5.40)