Business-overblik: En af landets rigeste sender stafetten videre

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Torben Østergaard-Nielsen, der har bygget A/S United Shipping og Trading Company (USTC) op fra bunden, stopper som topchef og overlader roret til sin ældste datter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen, og velkommen til onsdagens Business-overblik, hvor vi her på redaktionen som altid har været tidligt oppe og trave erhvervsnyhederne igennem for dig.

Det kommer i høj grad til at handle om arvinger og velhavere. Både om en af landets særdeles kendte arvinger, Jysk-arvingen Jacob Brunsborg, og om en i offentligheden mere ukendt arving, oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsens ældste datter, Nina Østergaard Borris. Samt om Anders Holch Povlsens Bestseller, der blev stiftet af faderen, Troels Holch Povlsen.

Tronskifte sender datter i spidsen for milliardkoncern

Vi indleder på Fyn, hvor oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen – der er placeret som nummer seks på Økonomisk Ugebrevs 2021-opgørelse over de 100 rigeste danskere – i samråd med familien har truffet en af sine største beslutninger i karrieren.

Forretningsmanden, der angiveligt er god for mere end 20 milliarder kroner efter at have opbygget A/S United Shipping & Trading Company (USTC) fra bunden, stopper som topchef i koncernen. Det skriver Børsen.

I stedet overlades posten til Torben Østergaard-Nielsens ældste datter, Nina Østergaard Borris.

»Jeg er stolt og ydmyg over den tillid, familien viser mig, og jeg glæder mig enormt meget til at tage hul på opgaven. Beslutningen har selvfølgelig krævet, at min far følte sig tryg ved, at jeg kunne løfte opgaven på familiens vegne, så da han meddelte sin beslutning om, at tiden var inde, var det en stor forløsning for mig,« siger 38-årige Nina Østergaard Borris til Børsen.

Bestseller står bag enorm CO₂-udledning – slipper for afgift

Den nordjyske cementfabrik Aalborg Portland er bredt kendt som Danmarks største klimasynder. En anden dansk virksomhed står dog bag lige så megen CO₂-udledning. Og det udgør lidt af et klimadilemma, skriver vi her på Berlingske.

Det drejer sig om modegiganten Bestseller med Anders Holch Povlsen i spidsen. For mens store udledere som Aalborg Portland har været meget omtalt i forbindelse med regeringens forslag om en ny CO₂-afgift, slipper andre danske virksomheder langt billigere.

Politikerne i Folketinget kan kun pålægge afgifter på produktion inden for landets grænser. Så selvom Bestseller og leverandørkæden ifølge egne tal udleder omtrent samme mængde som Aalborg Portland, rammes selskabet ikke af en dansk CO₂-afgift, idet udledningen næsten udelukkende finder sted i Asien.

Ifølge Klimabevægelsens sekretariatsleder, Frederik Roland Sandby, udstiller eksemplet, at Danmark i helhed måske ikke er så grønt et land, som Danmark gerne vil være.

»Når vi taler om Danmark som grønt foregangsland med et mål om 70 procents reduktion i 2030, er det i realiteten 70 procent af halvdelen, fordi så meget af vores udledning sker i udlandet,« siger Frederik Roland Sandby.

Jysk-arving vil ind i »hjerteinvesteringer«

Og så hopper vi videre til den tredje arving i dette Business-overblik, eftersom Anders Holch Povlsen arvede Bestseller fra sin far, Troels Holch Povlsen.

Finans har talt med Jysk-arvingen Jacob Brunsborg, der siden Lars Larsens død for tre år siden har været bestyrelsesformand i Jysk-familiens milliardkoncern, Lars Larsen Group.

Efter store udfordringer med pandemien og krigen i Ukraine skal der nu mere tempo på investeringerne, fortæller Jacob Brunsborg til mediet. Han har intet mindre end 20 milliarder kroner klar, som blandt andet skal gå til investeringer i startupvirksomheder og iværksættere med gode ideer.

»Man kan ikke gå ind i startupselskaber uden at have hjertet med. Der skal i høj grad bruges en mavefornemmelse, når der skal træffes en beslutning om, hvorvidt vi skal gå med finansielt. Hvis der kun kigges på den slags med ren kapitalisme, holder det ofte ikke,« siger Jacob Brunsborg til Finans.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Simon Kristiansen, senior investeringsstrateg, har på ugens sidste danske børsdag disse punkter på blokken:

1. I aften bliver referatet fra Feds seneste rentemøde udgivet. Her bliver det interessant for investorerne at få et yderligere indblik i, hvordan overvejelserne har været diskuteret i centralbankkomiteen. Formand Powell har på det seneste været ganske høgeagtig i sine udtalelser i medier og i diverse taler, som centralbankchefen har holdt.

Powell har senest forsikret, at Fed vil gøre, hvad centralbanken anser som værende nødvendigt for at bringe inflationen ned – også hvis det sågar betyder, at den strammere pengepolitik vil få negativ indflydelse på den generelle efterspørgsel i økonomien. Denne potentielle konsekvens er Powell delvis nødt til at se bort fra, idet man for alt i verden vil undgå en løn-pris-spiral.

2. Selvom der er kristihimmelfartsferie i Danmark torsdag og fredag i denne uge, er det samme ikke tilfældet i resten af verden. I løbet af torsdagen får vi estimater for BNP-væksten i første kvartal i USA. Forventningen er, at den amerikanske økonomi vil være skrumpet i årets første tre måneder, hvilket står i kontrast til det stærke genåbningsår, man havde i økonomien i 2021.

3. Fredag udkommer data for Feds foretrukne inflationsmål, PCE-indekset. Her vil Fed formentlig have mest fokus på kerneinflationen i PCE-målet, fordi dette kan give en pejling om, hvor meget yderligere det er nødvendigt at stramme pengepolitikken. Lige som det mest almindelige inflationsmål – forbrugerprisindekset, CPI – var der sidste måned tidlige tegn på, at prisstigningerne kan have toppet.

Spørgsmålet er nu, om denne tendens vil fortsætte yderligere. Hvis det er tilfældet ved udgivelsen fredag eftermiddag, kan det potentielt udløse en positiv reaktion på aktiemarkedet i USA på dagen.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: +0,15 procent
  • S&P 500: -0,81 procent
  • Nasdaq: -2,35 procent

Asien – indeks onsdag kl. 06.30:

  • Japan Nikkei: +0,05 procent
  • Hongkong Hang Seng: +0,64 procent
  • Kina CSI: +0,58 procent

Tak, fordi du læste med!