Business-overblik: Elon Musk låser døren for Twitter-ansatte: Gå hjem og vent på en fyreseddel

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Godmorgen og velkommen til fredagens Business-overblik.

Weekenden står for døren, men inden da skal du lige have det bedste med fra erhvervsnyhedsfronten.

Vi skal i dag høre om en massiv fyringsrunde hos Twitter og en storbank med egen »klimalov«. Men først runder vi et vigtigt marked for virksomheder, der lukker døren i.

Døren til et vigtigt kreditmarked for virksomheder lukker i

For de virksomheder, der har svært ved at låne penge i banken, er obligationsmarkedet et oplagt alternativt sted at gå hen for at skaffe kapital. Men nu er erhvervsobligationer imidlertid blevet et dyrt alternativ.

Renten på erhvervsobligationer er skudt i vejret, fordi markedet venter markant flere konkurser. Det gør det dyrt og svært at låne penge for de virksomheder, der ikke kan skaffe kapital i banken, skriver Finans.

»Det er klart blevet sværere at udstede erhvervsobligationer, fordi markederne er stressede,« siger Kristian Brinch Hansen, obligationschef hos formueforvalteren Investering & Tryghed.

»Lige nu er det svært for virksomheder, der har en lavere kreditrating, at rejse penge igennem erhvervsobligationer. Det er ikke umuligt, men det er dyrt,« siger han til Finans.

Storbank laver sin egen »klimalov«: Vil gøre kunderne grønnere

Nykredit vil fremover kigge nøjere på, om både privatkunder og erhvervskunder er klimavenlige nok.

Og den enkelte kundes klimaprofil kan få økonomiske konsekvenser – primært positive, hvis kunden følger den klimavenlige vej.

Eksempelvis skal husejere med et gas- eller oliefyr finde en anden og mere klimavenlig varmekilde inden for få år. Og har man en virksomhed, kan man forvente stigende priser, der skal adfærdsregulere til at tage grønnere valg.

Det skriver vi i Berlingske Business i dag.

I finanskæmpens nye klimaplan er målet at nå en CO₂-reduktion på 75 procent senest i 2030 med et samlet udlån på næsten 1.500 milliarder.

Målet er mere ambitiøst end Danmarks generelle klimamål. Men koncernchef Michael Rasmussen kalder den nye klimaplan »et helt naturligt skridt« og mener ikke, at der er noget alternativ.

»Det her er en dialog, vores kunder ønsker. De grønne produkter og services, vi har, bliver revet ned af hylderne. Om det er grønne billån eller boliglån, sælger de bedre end det gamle produkt. Kunderne vil det her,« siger han.

Elon Musk låser døren for alle ansatte

Fredag er en skæbnesvanger dag hos Twitter. Op mod halvdelen af det sociale medies 7.500 ansatte står til at miste deres job i en stor fyringsrunde.

Og mens de venter på svaret, er døren til hovedkontoret lukket. Om de er fyret eller ej, får de at vide på e-mail. Det skriver Reuters.

Lukningen af hovedkontoret sker for at hjælpe med at sikre »de ansattes sikkerhed og Twitters systemer og kundedata«, lyder det i en intern e-mail fra det sociale medie.

»Hvis du er på kontoret eller på vej til kontoret, så vend venligst om og tag hjem,« lyder det i e-mailen.

Efter Musks køb af Twitter har han varslet store ændringer i organisationen, blandt andet ved at kræve massive besparelser på det sociale medies omkostninger.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Simon Kristiansen, seniorinvesteringsstrateg i Nordea, må vente til ud på eftermiddagen med dagens store begivenhed på finansmarkederne, den amerikanske jobrapport:

  1. Dagens overskyggende begivenhed bliver den amerikanske jobrapport. Vigtigheden er næsten ikke til at underdrive, især ikke med Feds høgeagtige tone fra onsdag aften frisk i markedets hukommelse. Ifølge septembers måling blev der skabt 263.000 nye job i den private sektor i USA, og markedet ser helst, at det tal har aftaget yderligere til omkring 225.000. Der er ligeledes konsensus om, at arbejdsløshedsraten stiger fra 3,5 procent i september til 3,6 procent for oktober. Overraskelser på opsiden vil blive betragtet som endnu et tegn på, at Fed er nødt til at fortsætte den aggressive pengepolitik, og det kan meget vel sende investeringsmarkedet på weekend med røde tal.

  2. På den anden side af Atlanten får vi oktobers PMI-tal for servicesektoren i Italien, antallet af ordrer i fremstillingssektoren i Tyskland i september samt produktionen i fremstillingssektoren i Frankrig ligeledes for september. Alt sammen er med til at give en temperaturmåling på Europas tre største økonomier.

  3. Regnskabssæsonen ruller ufortrødent videre, og i dag hører vi fra Duke Energy, Dominion Energy, Société Générale og Hershey Co blandt andre. Hershey, der laver chokolade, forventes at øge omsætningen i tredje kvartal til trods for stigende priser og stigende omkostninger. Investorerne vil have ekstra fokus på virksomhedens fremadskuende kommentarer, som forventes at adressere forbrugslysten i det inflationære miljø, vi befinder os i samt eventuelle problemer med forsyningskæden.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: -0,46 procent

  • S&P 500: -1,06 procent

  • Nasdaq: -1,73 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.30:

  • Japan Nikkei: -1,85 procent

  • Hongkong Hang Seng: +7,33 procent

  • Kina CSI: +2,74 procent

Tak, fordi du læste med!