Business-overblik: Efter milliardgevinst: Sass Larsen affejer al kritik

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Den forhenværende MFer Henrik Sass Larsen er i dag direktør for kapitalfondenes sammenslutning DVCA og kan notere sig, at der er store gevinster blandt medlemmerne. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Go' onsdag morgen!

Det er tid til at vende dagens vigtigste historier, og vi skal i sagens natur forbi coronanedlukningen i hovedstaden, studenterhuer og debat om gevinster i kapitalfondsbranchen, der får Henrik Sass Larsen til at gå i rette med kapitalfondsekspert. Først en gammel skattesag, der stadig spøger.

1. Frygter for prisen på ØK-slagsmål

Det kan godt være, at det gamle ØK (nu EAC Invest) hører fortiden til og lige nu plejer en tilværelse i dansk erhvervshistorie. Men det er tilsyneladende ikke et navn, som de danske skattemyndigheder har glemt. I hvert fald ikke, når det gælder en gammel skattesag, der nu kører på 12. år, som Berlingske kunne fortælle tirsdag.

Martin Thaysen, administrerende direktør i EAC Invest, der altså på 12. år er i clinch med de danske skattemyndigheder, siger, at det er uhyre kompliceret og bøvlet overhovedet at rydde op i sagen og ikke mindst kostbart. Sagen udspringer i Venezuela. Her havde ØK datterselskabet Plumrose frem til 2014, da det blev solgt.

Skattesagen handler kort fortalt om, hvorvidt EAC Invest skal betale skat af fiktive renteindtægter fra royaltybetalinger, som virksomheden ikke kunne modtage på grund af valutarestriktioner i det sydamerikanske land.

Men sagen trækker også store ressourcer for at finde gamle dokumenter og medarbejdere frem – og koster samtidig de danske skatteydere penge, lyder det.

»Omkostningerne forventes at stige med yderligere involvering af advokater i Venezuela over de næste ti måneder. Staten dækker den udgift, indtil Skatteministeriet måtte vinde sagen, så vi har ingen løbende udgifter,« siger Martin Thaysen, der dog regner med, at EAC Invest også vinder i landsretten, til Berlingske.

Hos Kammeradvokaten, Skatteministeriets advokat, vil man ikke udtale sig om den konkrete sag, men oplyser, at man generelt forsøger at få så mange oplysninger frem i sager som muligt, for at domstolene kan træffe deres afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

2. DI og Dansk Metal: Politikerne bør give smede studenterhue på

I stedet for at jagte en målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, bør politikerne forsøge at gøre de gymnasiale uddannelser til en trædesten inden en erhvervsuddannelse som for eksempel smed.

Det er beskeden fra Dansk Industri og Dansk Metal ifølge Finans.

»Trods uddannelsesreformer, kampagner og alt muligt andet må vi bare konstatere, at det overhovedet ikke er lykkedes at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Så lad os lade være med at bilde hinanden ind, at vi kan eller skal lave om på, at de unge vil i gymnasiet. Lad os i stedet for indrette gymnasiet på det,« siger direktør i DI Kim Graugaard til mediet.

DI og Dansk Metal foreslår at gøre gymnasiet forberedende til en erhvervsuddannelse, blandt andet ved at oprette nye studieretninger med mere praktisk orienterede fag. Det kan være studieretninger som »bæredygtig produktion«, »digital fremtid«, og »fremtidens fødevarer«, skriver Finans.dk.

3. Gyldne gevinster i kapitalfondsverdenen – Sass i indædt forsvar

Hvis du gerne vil være opdateret på den seneste udvikling på kapitalfondsscenen, tilsat lidt milliardgevinster, markante profiler og meningsudveksling i åbent terræn, så har Børsen en særdeles veloplagt historie i dag.

Kort fortalt beskriver avisen, hvordan en lang række nuværende og tidligere partnere i landets kapitalfonde har stor succes. Det sker på baggrund af en gennemgang af regnskaberne hos en række af de mest magtfulde personer i den danske kapitalfondsbranche.

Ifølge avisen har EQT-partneren Morten Hummelmose på et år overtaget pladsen som den mest velhavende i branchen – med et overskud i sit eget selskab på 2,2 mia. kr. for 2019 – primært fra børsnoteringen af EQT for et år siden.

Børsen har talt med ekstern lektor på CBS, Robert Spliid om gevinsterne i branchen, og han mener, at de i flere tilfælde ser store ud, når man holder det op mod risikoen, som kapitalfondsfolkene har taget. Det kan potentielt blive et problem i en tid med fokus på lønninger i erhvervslivet, lyder det.

Men den slags vurderinger giver den tidligere socialdemokratiske topfigur Henrik Sass Larsen en mildest talt kold skulder. I dag er han direktør for kapitalfondenes brancheorganisation, det tidligere DVCA – nu Aktive Ejere.

»At det skulle være så enkelt og umiddelbart at skabe denne værditilvækst kan jo til enhver tid afprøves på markedet, hvor Robert Spliid og andre med samme imponerende indsigt har frit slag til at hente disse gevinster marginalt billigere, end hvad kapitalfondene gør,« lyder det i et skriftligt svar fra Henrik Sass Larsen til Børsen.

Læs hele historien her med endnu flere detaljer og navne på højdespringerne blandt kapitalfondsfolkene.

4. Bøn om hjælpepakke til Københavns barer og restauranter

Tirsdagens coronamelding fra regeringen om yderligere restriktioner i hovedstaden, således at der skal lukkes klokken 22 på barer og restauranter og bæres mundbind, rammer ufatteligt hårdt og kræver øjeblikkelig hjælp fra staten.

Det er meldingen fra flere brancheaktører, Berlingske har talt med.

»Det her er en katastrofe for branchen. Med det her fjerner de vores omsætning. Nu kommer fyringerne, de kommer prompte, og de vil være mange. Hvis der ikke kommer hjælp, lukker vi stort set alle sammen,« siger Torben Olsen, der står bag 11 spisesteder i det centrale København

Torben Olsens kæde af restauranter tæller blandt andre Café Victor, Fiat, Bistro Boheme, Geist og Ravage.

På pressemødet tirsdag blev muligheden for hjælp holdt på klem af sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Det holder Nordeas chefstrateg, Andreas Østerheden, øje med i dag.

1. Aktier steg over hele linjen i går, og det techtunge amerikanske Nasdaq indeks kommer så småt igen efter at have fået tæv tidligere på måneden. Gårsdagens data var over en bred kam godkendt, og markederne vil med spænding se frem til pressekonferencen senere i dag efter det to dages lange møde i den amerikanske centralbanks rentekomité. Det bliver spændende at se, hvad investorerne får af detaljer om centralbankens nye målsætning, og hvad centralbanken vil gøre for at komme dertil. Signalerer centralbanken en mere lempelig pengepolitik længere ude i fremtiden, end investorerne forventer, kan det løfte appetitten på aktier og svække den amerikanske dollar.

2. Her i de tidlige morgentimer afholdes der valg af den kommende premierminister, Yoshihide Suga, i det japanske parlament. Suga er ud fra et markedsmæssigt perspektiv en fin kandidat, idet han har proklameret at ville fortsætte Shinzo Abes ekspansive finanspolitisk og yderligere støtter den lempelige pengepolitiske linje, som Bank of Japan fører. Afstemningen i dag ses mest af som en formalitet.

3. Der vil være rigeligt med økonomiske data at holde øje med senere i dag, når vi ser mod USA. Dels vil vi få data for detailsalget i august måned, som indtil videre har været langt stærkere end ventet grundet husholdningernes finanser efter de solide hjælpepakker. Det bliver interessant at følge købelysten i lyset af at hjælpepakkerne udløb i slutningen af juli og hvis de bliver forlænget i den amerikanske kongres, bliver de højest sandsynligt væsentligt mindre fremadrettet. På sigt forventer vi, at et stærkere arbejdsmarked skal overtage stafetten fra den midlertidige støtte, men der er fortsat usikkerhed herom, og det kan ikke mindst tage tid. Det bliver vigtigt at følge eventuelle fremskridt i den amerikanske kongres om den næste runde af hjælp til husholdninger og virksomheder.

Det sker på markederne

USA
Lukkekurser tirsdag

Dow Jones: -0,01 pct.
S&P 500: -0,52 pct.
Nasdaq: +1,21 pct.

Asien
Indeks tirsdag kl. 6.30

Japan Nikkei: +0,1 pct.
Hongkong Hang Seng: -0,3 pct.
Kina CSI: -0,4 pct.