Business-overblik: Deloitte-konsulenter har hentet 300.000 kroner om dagen for skandaleramt it-system

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Dette billede er fra 2013 – samme år som ejendomsvurderingssystemet blev suspenderet grundet for upræcise, uensartede og uigennemskuelige vurderinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til denne uges sidste Business-overblik.

Vi har som altid været tidligt oppe at tjekke erhvervsnyhederne. Der er nogle saftige iblandt denne fredag, hvor vi blandt andet skal omkring det skandaleramte ejendomsvurderingssystem og et vaskeægte dansk diamantmysterium i Sierra Leone.

I anledning af den forestående weekend og den sommerferie, der for manges vedkommende nærmer sig med hastige skridt, starter vi dog med en feriehistorie.

Feriebøvl truer: Svært at få rejsevaluta i banken

Danskere på vej på sommerferie kan opleve et uventet problem: Deres bank kan ikke levere rejsevaluta til dem.

Ud over at have lukket mange filialer har flere banker også skruet kraftigt ned for salget af andre valutaer. I enkelte banker er det slet ikke muligt at få, mens det i andre banker skal bestilles i god tid. Det skriver Finans.

»Det er ikke længere fordelagtigt for vores kunder at købe valuta i banken, da prisen i mange tilfælde ikke er lavere end ved et vekselbureau eller ved at hæve rejsevalutaen i lufthavnen eller i en pengeautomat på destinationen. Derfor har vi besluttet ikke længere at udbyde servicen,« siger Spar Nords pressechef, Neel Rosenberg, til Finans.

Her som i mange andre større banker kan man dog stadig hæve euro i pengeautomaten, og ifølge Jyske Bank er prisen for at hæve euro i udlandet faldet.

Både Nordea og Danske Bank sælger fortsat rejsevaluta, men anbefaler at man ikke rejser med større beløb på sig.

De­loit­te har hen­te­t 300.000 kroner om da­gen på skan­da­le­ramt it-sy­stem

Arbejdet med at udvikle et nyt ejendomsvurderingssystem har sprængt budgettet flere gange, så de samlede udgifter nu har rundet mindst 1,2 milliarder kroner, hvilket ventes at vokse yderligere.

Nu kan Børsen via aktindsigter løfte sløret for, hvor en meget stor del af pengene er gået hen i løbet af 2019 og 2020.

215 millioner kroner over de seneste to år – eller 300.000 kroner om dagen – er nemlig, hvad staten har betalt til konsulenthuset Deloitte for at hjælpe med at udvikle det skandaleramte og stærkt forsinkede ejendomsvurderingssystem.

De 300.000 kroner om dagen er så voldsomt et beløb, at flere anonyme kilder, som avisen har talt med, er bekymret for, at båndene mellem Deloitte og Udviklings- Forenklingsstyrelsen (UFST), der står for udviklingen af ejendomsvurderingssystemet, har været for tæt.

Styrelsesdirektør svarer skriftligt, at han ikke har grund til at tro, at der ikke er købt korrekt ind.

Dansk diamantmysterium i Sierra Leone

Berlingske er kommet i besiddelse af en tre sider lang låneaftale, som indikerer en opsigtsvækkende forbindelse mellem tre umage parter: et sierraleonsk selskab, tre danske topadvokaters private ejendomsselskab og et andet dansk selskab, som er blevet kritiseret for spektakulært opkøb af faldefærdige ejendomme på Lolland.

Det sidstnævnte ejendomsselskab har tråde til finanskrisefallenten Kenneth Schwartz Thomsen, mens topadvokaterne blandt andre omfatter den medievante Torben Bagger, som tidligere over for Berlingske har sagt, at hans og de øvrige advokaters forretning kører »snorlige«.

Tom Kirchmaier, professor og forsker i økonomisk kriminalitet ved CBS og London School of Economics, mener, at myndighederne bør undersøge sagen, hvis lånet er gået igennem.

»Hvis det viser sig, at låneaftalen på nogen måde er gået igennem, vil jeg bestemt betragte det som en mistænkelig pengestrøm, og i så fald mener jeg, at politiet bør kigge på sagen,« siger han.

Sierra Leone er et af de mest korrupte lande i verden, og udvinding af diamanter er et felt fyldt med gråzoner.

Jysk-arving: »Investeringer er et helt andet spil i dag«

Og så er det her på falderebet til weekenden svært at komme uden Jacob Brunsborg, bestyrelsesformand for familieselskabet Lars Larsen Group. Både Finans og Børsens journalister har været på besøg på hans kontor i hovedsædet i Aarhus-forstaden Brabrand.

I Finans fortæller 49-årige Jacob Brunsborg mere om den investeringsstrategi, som ligger bag gårsdagens nyhed om transaktionen med Formuepleje og den række af opkøb, som familieselskabet, der tidligere hed Jysk Holding, har foretaget de seneste par år.

»Investeringer er et helt andet spil i dag. Vi har nu en stab af dygtige regnedrenge i organisationen til at lægge tingene op. Da min far og jeg for eksempel for 15 år siden valgte at gå ind i virksomheden Garia med en ambition om der at bygge verdens fedeste golfbil, var det lidt tilfældigt og baseret på en sjov idé, som vi faldt for. Vi vil stadig gerne gøre sjove ting, men nu træffes beslutninger ud fra fakta, vores strategi og et solidt forarbejde,« fortæller Jacob Brunsborg til Finans.

Jacob Brunsborg overtog Jysk-koncernen, da hans far, Lars Larsen, døde for to år siden.

Til Børsen fortæller Brunsborg, hvordan det tog tid at komme sig over sorgen ved tabet af sin far:

»I lang tid bagefter var der mange gange, hvor jeg havde lyst til at kigge mig over skulderen og sige, 'hvad synes du, far?' I et splitsekund kom jeg så til at tænke, 'nå nej, han er her ikke mere.'«

Tre forhold, investorerne bør holde øje med

Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, giver her sit bud på tre forhold på aktiemarkederne, som du skal være opmærksom på fredag.

  • I går var endnu en stærk dag for aktiemarkederne, og i USA blev aktierne særligt løftet af nyheden om en delaftale på USD 1.000 milliarder omhandlende offentlige infrastrukturinvesteringer indenfor transport, vand og bredbånd. I dag slutter det to dage lange møde med EU-lederne, og investorerne vil lytte med, når vi får konklusionerne på de snakke, lederne i EU har haft omkring blandt andet pandemien og genopretningen af økonomien oven på covid-19.
  • Vi får tal for forbrugertilliden i Storbritannien, Tyskland og Italien, der vil give et praj om, hvordan tilstanden er blandt forbrugerne. På den korte bane afhænger meget – særligt i Storbritannien – af spredningen af den nye deltavariant, som indtil videre har udskudt den totale genåbning med fire uger. Vores forventning er dog stadig at der er gode udsigter for økonomierne, når samfundet i højere grad vender tilbage til normalen.
  • Endelig får vi også tal for indkomsterne i USA, det private forbrug og forbrugertilliden fra University of Michigan. De amerikanske forbrugere står for en stor del af den amerikanske økonomi, og derfor er det afgørende, at de fortsat er villige til at svinge kreditkortet, hvis amerikansk økonomi skal holde dampen oppe. Vi kan slutte ugen af med flere centralbanktalere, og ugen har generelt budt på mange af slagsen. Fælles for talerne er, at de enkelte medlemmer i højere grad er begyndt at give deres egen mening omkring den fremadrettede pengepolitiske linje, mens udtalelserne under coronakrisen i høj grad har budt på mere ensrettede syn. Det mere normale mønster for talerne, er formentlig et udtryk for at markedet skal til at vænne sig til, at der i løbet af de kommende måneder kommer nye udmeldinger om pengepolitikken.

Det sker på markederne

USA – aktier, lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: +0,95 procent
  • S&P 500 : +0,58 procent
  • Nasdaq: +0,69 procent

Asien – aktier, indeks fredag kl. 06.40:

  • Japan Nikkei: +0,77 procent
  • Hongkong Hang Seng: +1,14 procent
  • Kina CSI: +0,79 procent