Business-overblik: Anders Holch Povlsen i sjældent fejlskud – taber 1,1 mia. på britisk børsdrøm

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Anders Holch
Bristisk fejlskud koster Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen 1,1 mia. kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto/Bestseller/Hans Christi

Godmorgen!

Vi er snart midtvejs i ugen, og især en begivenhed har trukket store overskrifter: Finansloven. Inden vi dykker ned i konsekvenserne af denne, skal vi et smut forbi Anders Holch Povlsens britiske kursfiasko.

Velkommen til dagens nyhedsoverblik.

Anders Holch brænder sig på britisk børsnotering

Den ellers succesfulde storinvestor og ejer af tøjkoncernen Bestseller Anders Holch Povlsen har i et sjældent fejlskud brændt nallerne i Storbritannien. I forbindelse med sidste års børsnotering af det britiske selskab Funding Circle, investerede Anders Holch Povlsen gennem sit investeringsselskab, Heartland, 1,5 mia. kroner, og virksomheden er siden da faldet 79 procent i værdi.

Dette er endt med at koste 1,1 mia. kroner på Heartlands bundlinje i 2018/2019-regnskabet, skriver Børsen i onsdagens avis. Da regnskabsårets sluttede i sommer var Funding Circles aktier faldet med tre fjerdedele. Funding Circle er en såkaldt peer to peer-udlånsplatform, der giver investorer mulighed for at låne penge til små virksomheder.

»1,1 mia. kr. ud af en investering på 1,5 mia. kr. er mange penge. Men vi tror helt sikkert fortsat på Funding Circle. Vores strategi er at investere i selskaber, der er eller kan blive nummer et i deres geografi eller industri, og vi er sikre på, at Funding Circle kan sætte nye standarder på sit felt,« siger adm. direktør i Heartland Lise Kaae til Børsen.

»Man rammer ikke rigtigt hver gang, men vi skal ikke være cornerstone-investor igen lige foreløbig,« siger hun.

Heartland favner udover Banking Circle også Anders Holchs ejerskab af Bestseller, Nemlig.com, butikskæden Normal samt investeringer i de store onlinemodetøjsforhandlere Asos og Zalando.

Arvinger har haft travlt før indgreb

Usikkerhed om arveafgiften har fået antallet af generationsskifter i familieejede virksomheder til at stige kraftigt i 2019.

Mens antallet af generationsskifter i de foregående to år har ligget på 700 til 800 generationsskifter om året, var 1.049 familieejede virksomheder allerede blevet overdraget til næste generation per 1. september i år, skriver Finans.

»Vi har oplevet en meget stor interesse for gennemførelse af generationsskifte under de nugældende regler gennem, da det allerede forud før valget blev meldt ud, at Socialdemokratiet ønskede at tilbagerulle de nuværende regler,« siger Karina Hejlesen Jensen, partner i rådgiverkoncernen PWC, til Finans.

Generationsskifteafgiften bliver sat op fra de nuværende seks pct. til 15 pct. fra 1. januar 2020 har partierne bag den nye finanslov netop besluttet.

Forhøjelsen af skatten skal hente en milliard kroner om året ud af de private virksomheders værdier i forbindelse med generationsskifte.

Finanslov øger skatterne med 2,5 mia. kr.

Der er ikke kun ejerne bag familievirksomheder, der skal have flere penge op af lommerne.

Skatter og afgifter stiger med 2,5 mia. kr. de kommende år som følge af finansloven. Det viser en opgørelse, som dagbladet Børsen har foretaget.

Der er ifølge mediet aftalt de største skatte- og afgiftsstigninger i en finanslov siden 2012, hvor daværende finansminister Bjarne Corydon (S) stod for at hæve skatter og afgifter med fem mia. kr.

»Dansk økonomi har nærmest aldrig været i bedre form, og det bekymrer mig, at man allerede nu ruller de store skattestigninger ud, for så kan man kun gisne om, hvis dansk økonomi ikke i fremtiden har det lige så godt, som den har det nu,« siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen til Børsen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) mener ikke overraskende, at finansloven for 2020 er ansvarlig. Han siger, at dansk erhvervsliv har glæde af, at der bliver investeret massivt i uddannelse.

Regeringen til topchefer: Red klimaet uden at bruge ekstra penge

En stribe af Danmarks førende erhvervsledere har af statsminister Mette Frederiksen (S) fået en vigtig opgave: Kom med konkrete klimaløsninger i en fart. Nu viser det sig, at regeringen ønsker, at alle nye ideer skal kunne udføres, uden at de koster statskassen penge.

Af et endnu ikke offentliggjort kommissorium for klimapartnerskaberne, som Berlingske har fået adgang til, fremgår det, at erhvervslivets forslag til tiltag skal fokusere på, hvad sektoren kan gøre under nuværende rammebetingelser og med nuværende eller allerede kendte, kommende teknologier.

Samtidig bør anbefalingerne »i udgangspunktet ikke have statsfinansielle konsekvenser eller øge de samlede samfundsøkonomiske omkostninger.«

Dette er dog helt umuligt, konstaterer Grundfos-topchef Mads Nipper.

»Man kan ikke undgå, at den grønne omstilling kommer til at koste noget på statsfinanserne og samfundsøkonomien. Det kan jeg sige med fasthed i stemmen,« siger han til Berlingske.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) forklarer, at regeringen har opstillet stramme rammer, så andre lande kan lade sig inspirere af regeringens mål om at skære 70 procent af udledningen af drivhusgasser i 2030.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Her er tre forhold, som Nordnet-investeringsøkonom Per Hansen holder øje med:

  • På makrofronten vil investorerne holde øje med PMI-tal fra Tyskland og USA. De seneste amerikanske ISM tal har været bekymrende til den svage side, og investorernes fokus er dermed naturligt nok skærpet med hensyn til signaler, der kan be- eller afkræfte yderligere økonomisk vækstafmatning.
  • Det er nu mindre sandsynligt, at der i år kommer bare en delaftale mellem USA og Kina. Donald Trumps seneste udtalelser om at han »indgår en aftale, hvis han ønsker at indgå den aftale, som Kina så gerne vil have,« øger risikoen for, at næste »delaftale« kan blive udvidelse af toldsatser for kinesiske varer 15. december. Investorerne holder vejret.
  • De amerikanske aktieindeks vendte næsen nedad sammen med renterne. Dagens danske aktiemarked bliver influeret af den negative stemning i USA, som også fortsætter her til morgen i Asien.

Det sker på markederne

Aktiefutures i USA

  • S&P 500: +0,1 pct.
  • Nasdaq: +0,2 pct.
  • Dow Jones: +0,1 pct.

Aktier Asien

  • Nikkei 225: -1,1 pct.
  • Hongkongs Hang Seng: -1,2 pct.
  • China Shanghai Composite: -0,3 pct.
  • Sydkoreas Kospi: -0,9 pct.

(Indeksværdi klokken 7:00)