Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.

Vi har været tidligt oppe for at give dig et kurateret overblik over dagens vigtigste historier fra erhvervslivet. I dag skal vi blandt andet forbi:

  • Donald Trumps medie, Truth Social, lider milliardtab

  • Dansk Erhvervs trecifrede millionregning efter branden på børsen tørres af på forsikringsselskab

  • Karsten Ree stopper som bestyrelsesformand i Karsten Ree-koncernen

Men inden vi kommer så langt, skal vi forbi historien om ai-giganten NVIDIA, hvis regnskab i aften kan få store effekter på det brede aktiemarked.

NVIDIAs regnskab bliver en vigtig test for aktiemarkedet

Det amerikanske aktiemarked står over for en vigtig prøve i aften, når chipgiganten NVIDIA præsenterer regnskab for første kvartal.

Det skriver Børsen.

»Det regnskab er ubetinget én af de vigtigste begivenheder for markedet. Det er næsten på niveau med de amerikanske inflationstal. Det er en test for AI-temaet, og regnskabet kan absolut præge det brede marked i begge retninger,« siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen til mediet.

NVIDIA sidder tungt på markedet for kunstig intelligens og har især specialiseret sig i såkaldte gpu-chip, der bruges i datacentre til udvikling og drift af teknologien.

I 2024 er aktien steget med mere end 95 procent og selskabet er USAs tredjemest værdifulde på børsmarkedet.

Spørgsmålet er nu, om NVIDIA kan leve op til forventningerne.

Læs hele historien her.

Det skriver andre medier om

1. Karsten Ree træder tilbage

Et generationsskifte er nu fuldendt i Karsten Rees milliardkoncern, efter at 78-årige Karsten Ree træder tilbage som bestyrelsesformand og overlader biksen til sønnerne Christian, Oliver og William. Det bliver Christian Ree, der tager over som formand. I den forbindelse laver Karsten Ree-koncernen også om på sin struktur, hvor det nye familiekontor Ree Office får to enheder under sig, som skal drive retningen fremover – Torque, der er koncernens investeringsarm, og Reeason, der skal facilitere familiens formålsdrevne aktiviteter, som handler naturbevarelse og beskyttelse af truede dyrearter, eksempelvis Ree Park Safari. Det skriver Finans.

2. Trump-medie lider milliardtab i 1. kvartal

Trump Media & Technology Group, der står bag den tidligere præsidents sociale medie, Truth Social, har i første kvartalsregnskab rapporteret et tab på 327,6 millioner dollar, hvilket svarer til mere end 2,2 milliarder danske kroner. Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt CNN. Ifølge selskabet skyldes en stor del af underskuddet udgifter til børsnoteringen tidligere på året. Samtidig genererede Trump-mediet en omsætning på blot 770.500 dollar i kvartalet – knap 5,3 millioner kroner. Donald Trump ejer 57 procent af aktierne i selskabet.

3. Dansk Erhverv skulle betale trecifret millionbeløb efter branden på Børsen – nu tørrer de formuen af på forsikringsselskaber

Det står nok stadig klart i hukommelsen for de fleste, at den ikoniske bygning Børsen brændte om morgenen 16. april. Efterfølgende stod Dansk Erhverv, som ejer bygningen, med et værditab på 400 millioner kroner. Derudover vil der være et stort driftstab og en årrække med husleje under genhusning. Men den regning tager forsikringsselskabet Protector, skriver Finans. Dansk Erhverv har nemlig en driftstabsforsikring, som betyder at de får dækket et million budget for at leje den ekstravagante børssal ud til kunder og medlemmer. Derudover dækker den omkostninger, Dansk Erhverv har til at finde nye lokaler.

Det skriver vi om

1. Boligejere rammes af store rentehop: 32.000 står i skæbnesvanger uge

Totalkredit sender i disse dage flekslån for 35 milliarder kroner på auktion, og der er lagt i kakkelovnen til rentestigninger for de pågældende boligejere. Chefanalytiker har beregnet, hvad det kan betyde i kroner og øre.

Læs hele historien her.

2. Topøkonom: Regeringen har skudt helt forbi, hvor »attraktivt det er at komme til Danmark«

Regeringen er snart på vej med opjustering af det finanspolitiske råderum, men to topøkonomer understreger, at regeringen ikke skal gå ud og bruge pengene nu. For det kan give problemer.

Læs hele historien her.

Det skal du også læse

Økonomerne er for sarte, og Emma Holten skyder helt forbi: Nina Smith stempler ind i betændt debat

Hun havde egentlig ikke tænkt sig at blande sig i den heftige debat om den feministiske debattør Emma Holtens bog om økonomi. Men Nina Smith har noget på hjerte, som hun ikke vil holde inde længere.

Læs artiklen fra Kalle Kehlet her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA, lukkekurser tirsdag:

Dow Jones: + 0,17 procent

S&P 500 0,25 procent

Nasdaq 0,22 procent

Asien – indeks onsdag klokken 07.14:

Japan Nikkei: – 0,83 procent

Hongkong Hang Seng: + 0,19 procent

Kina CSI Shanghai: + 0,02 procent

Tak, fordi du læste med!