Bush skyld i finanskrisen

Præsident Bush og den amerikanske regering er hovedskurken, når danskerne skal placere ansvaret for finanskrisen.

Foto: Saul Loeb
Mens den danske regering nærmest klarer frisag, når danskerne skal placere ansvaret for finanskrisen, så ser det værre ud for præsident Bush. Hele 35 procent af danskerne mener, at det er den amerikanske regering, der har hovedansvaret for krisen. Dermed er Bush-regeringen den hovedskurk, som de fleste danskere kan blive enige om.

Det viser en ny meningsmåling fra Centrum-Venstre tænketanken Cevea.

”Det er bemærkelsesværdigt, at danskerne har så negativt et syn på USA´s rolle i den nuværende finanskrise, mens den danske regering nærmest klarer frisag,” siger Jens Jonathan Steen, direktør i Cevea.

Kun 4 procent af danskerne tildeler den danske regering hovedansvaret for krisen.

Mindre indflydelse til USA
”Med det svar får jeg gengældt den tillid, jeg har til borgerne. I regeringen har vi været meget åbne og informative omkring finanskrisen, som ikke er opstået på grund af ting i Danmark. At der har været enkelte brodne kar i den danske finansbranche – Roskilde Bank for eksempel – gør jo ikke, at krisen er den danske regerings skyld,” siger Mike Legarth, finansordfører for de Konservative.

Ifølge Cevea-undersøgelsen mener 67 procent af danskerne, at USA´s rolle under finanskrisen bør få konsekvenser for stormagten, som fremover bør få reduceret sin indflydelse på verdensøkonomien.

Læs mere om undersøgelsen af danskernes holdning til finanskrisen i Berlingske Business torsdag.