Busgigant holder dansk udsalg

Salg. Den globale transportkoncern, Veolia, annoncerer senere på dagen salget af hele den danske del af forretningen. Det indbefatter 600 busser og 1.600 medarbejdere i Danmark.

Alt tyder på at den globale transportkoncern Veolia i løbet af i dag onsdag vil offentliggøre salget af alle aktiviteter i Danmark. Det skriver nyhedsportalen epn.

Veolia Transport gik indtil april i år under navnet Connex her i Danmark. Veolia beskæftiger på verdensplan 80.000 medarbejdere og transporterer årlig op imod 2 milliarder mennesker. Koncernen kom ind på det danske marked for 10 år siden. Det er endnu ikke lykkedes at gøre den danske del af forretningen profitabel, hvilket formodentlig er årsagen til tilbagetrækningen.

Veolia Transport Danmark står for både rutebilsdrift, bybusdrift og skolebuskørsel i stort set hele landet og sidder cirka på 20 procent af markedet. Kunderne er hovedsagelig regionale og kommunale trafikselskaber. Veolia Transport Danmark driver 600 busser og beskæftiger 1.600 medarbejdere i Danmark.

- Mja