Burger King-ejer nægter at lukke russiske restauranter

Burger King kan ikke få den lokale forretningspartner til at lukke ned i Rusland. Samtidig står hovedkonkurrenten McDonald's over for store tab efter beslutningen om at stoppe forretningen i landet.

Burger King har vanskeligheder med at få lukket kædens russiske restauranter.
Burger King har vanskeligheder med at få lukket kædens russiske restauranter. AP Photo/Misha Japaridze

Burger King-restauranter i Rusland ser ud til at forblive åbne, selvom kædens ellers havde besluttet at lukke ned i landet. Samtidig spår analytiker store tab hos konkurrenten McDonald's på grund af krigen i Ukraine.

Burger King siger ifølge BBC, at kæden har bedt den lokale partner Alexander Kolobov om at lukke de 800 Burger King-restauranter i landet, men at han har nægtet at gøre det. Burgerkæden siger, at komplicerede kontraktforhold gør det svært at ændre beslutningen.

Det sker mens striber af vestlige selskaber ellers har lukket ned for forretningerne i Rusland i forskellige grader.

I et brev fra Burger King-direktør David Shear til medarbejderne fremgår det, at kæden har bedt om at få lukket restauranterne, men at det har vist sig umuligt. Shear forklarede, at det nu vil kræve de russiske myndigheders hjælp, men at det næppe er sandsynligt, at de vil gribe ind.

Burger King kom til Rusland for 10 år siden, og har siden arbejdet sammen med Alexander Kolobov og en række andre investorer. Burger King selv ejer blot 15 procent af den russiske forretning.

»Selvom vi ønsker at lukke ned med det samme, står det nu klart, at det vil tage noget tid at gøre det pga. betingelserne i kontrakten i det nuværende joint venture,« siger David Shear.

Store tab

Ærkerivalen McDonald’s har til gengæld lukket kædens 847 butikker, og det tegner nu til at påvirke indtjeningen. Investeringsbanken Morgan Stanley vurderer, ifølge Reuters, at resultatet for 2022 vil være otte procent lavere end tidligere antaget og Tre procent lavere i 2023.

Den amerikanske burgerkæde, der i 1990 var blandt de første vestlige virksomheder til at åbne i Moskva, har indtil videre besluttet at forsætte med at betale løn til de flere end 62.000 russiske ansatte.

Morgan Stanley vurderer også, at der er stor risiko for, at McDonald’s kan miste store værdier i Rusland. Det kan ske ved, at restauranter bliver lukket, nogen bliver solgt til lokale eller ved nationaliseringer.

McDonald’s har i modsætning til Burger King i højere grad kontrol over restauranterne i Rusland, hvor kæden ejer 84 procent af dem.

I den mere kuriøse ende valgte en russisk McDonald’s-fan at lænke sig til en af kædens restauranter i det østlige Moskva. Det skete som led i en protest mod nedlukning, som ifølge manden var en fjendtlig handling mod ham og hans russiske medborgere. Han endte med at blive anholdt af politiet, og restauranten er nu lukket.