Budkrig om telegigant fortsætter

Slagen finalist lægger flere penge på bordet og nægter at give op.

Bouygues-koncernen nægter at give op, selv om konkurrenten Numericable har sikret sig førsteretten til at købe Frankrigs næststørste teleselskab, SFR. Arkivfoto: Charles Platiau, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: CHARLES PLATIAU

Budkrigen om Frankrigs næststørste teleselskab, SFR, fortsætter, efter at taberen i første runde, konglomeratet Bouygues, nu lægger et endnu større beløb på bordet for at snuppe lunsen fra sin konkurrent Numericable.

Numericable blev af SFRs ejer, mediegiganten Vivendi, tildelt tre ugers forspring, fordi Vivendi foretrak Numericables bud og derfor indledte forhandlinger med Numericable, der er landets største kabel-TV-selskab.

Numericable går efter SFR for at kunne tilbyde sine kunder en samlet pakke med TV, telefoni og internetforbindelser - de pakkeløsninger, som mange kunder efterhånden efterspørger fra en enkelt leverandør for derved at kunne spare penge.

Forsøger at tækkes staten

Bouygues, som er nummer tre på det franske telemarked, hæver sit tilbud med 1,85 milliarder euro i kontanter og byder nu 13,15 milliarder euro samt giver Vivendi 21,5 procent aktier i det nye, samlede Bouygues Telecom-SFR-selskab. Oveni får den statslige CDC-fond tre procent af aktierne - et forsøg på at tækkes staten, efter at industriminister Arnaud Montebourg tidligere har udtrykt støtte til Bouygues som ny ejer af SFR.

Numericable, som i forvejen har hævet sit bud på SFR, tilbyder 11,75 milliarder euro plus en aktiepost på 32 procent.

Vivendi vil ikke kommentere Bouygues' nye tilbud.