Bryggerigigant smutter fra skatten

Verdens næststørste bryggerigruppe, SABMiller, betaler stort set ikke skat i en række afrikanske lande. Ny rapport dokumenterer for første gang, hvordan et multinationalt selskab helt lovligt kan undgå at betale skat i ulande. De internationale regler hjælper ikke verdens fattigste lande.

Her ses Gary Haigh, general manager for eksporten af SABMILLER til Europa sammen med Tomasso Alessandri fra Peroni. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC VIDAL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marta Luttgrodt lever af at sælge øl fra Ghanas store bryggeri, Accra Brewery, som sidder på 30 pct. af markedet og er ejet af den multinationale bryggerigruppe SABMiller. Sidste år betalte Marta Luttgrodt 413 kr. i selskabsskat for sin lille butik, der ligger lige ved siden af bryggeriet. Et beskedent beløb i absolutte tal men alligevel mere, end det store bryggeri betalte.

Historien fremgår af en ny rapport fra den internationale NGO ActionAid, der herhjemme har Mellemfolkeligt Samvirke som medlem. Rapporten kulegraver den britisk-sydafrikanske bryggerigigant, SABMiller og dens manglende skattebetalinger i en række afrikanske lande. Det er første gang, at et multinationalt selskabs skattefiduser bliver kortlagt i detaljer.



Ved hjælp af fire simple manøvrer kan SABMiller flytte indtjening fra f.eks. Ghana, hvor selskabsskatten er på 25 pct., til kendte skattely som Mauritius og Schweiz, hvor skatten er langt lavere. Det er godt for bryggerigruppen, men skidt for Ghana og de mange andre ulande, som har brug for skattekroner til at skabe udvikling for deres millioner af fattige indbyggere.

Accra Brewery har en årlig omsætning på 255 mio. kr., men har ikke betalt selskabsskat de to seneste år og kun ét år de seneste fire. Selskabet har nemlig haft underskud. Men det ville det ikke have haft, hvis ikke store summer var overgået til koncernforbundne selskaber i skattely ifølge rapporten.

Lægger man tallene sammen for SABMiller i hele Afrika, beløber skattefiduserne sig til adskillige hundrede mio. kr. årligt.

Helt lovligt

Både ActionAid og SABMiller understreger, at bryggerigruppen følger både OECDs retningslinjer og de nationale skatteregler til punkt og prikke. Alligevel kan det altså lade sig gøre for SABMiller at undgå selskabsskatten i en række afrikanske lande. Der er ikke tale om ulovlig skatteunddragelse, men om helt lovlig skatteplanlægning – resultatet er dog det samme ifølge rapporten.

SABMiller er blevet forelagt rapporten og afviser kategorisk, at selskabet benytter sig af aggressiv skatteplanlægning.
Bryggeriet i Ghana har underskud på grund af konkurrencesituationen, stigende afgifter og råvarepriser, lyder forklaringen.
SABMiller benægter ikke, at det ghanesiske bryggeri køber råvarer fra et søsterselskab i skattelyet Mauritius, at det betaler royalties for afrikanske ølmærker til et SABMiller-selskab i Holland og køber serviceydelser fra et koncernforbundet selskab i Schweiz.

Men koncernstrukturen har historiske årsager og er baseret på sunde forretningsprincipper og ikke skatteoptimering, hedder det i et svar til ActionAid fra Sue Miller, der er corporate affairs director i SABMiller.



Bryggerigiganten understreger, at selskabet betaler enorme summer i skat alene i Afrika, og typisk er nationale myndigheder medejere af de afrikanske bryggerier, hvorfor der er fuldstændig transparens.

Alligevel rejser rapporten en række kritiske spørgsmål, der bliver kvalificeret af, at ActionAid har besøgt selskaberne og talt med medarbejderne – ikke bare i Afrika, men også i skattelyene.

Mærkelige manøvrer

SABMiller er oprindelig et sydafrikansk bryggeri, der i dag er noteret og har hovedsæde i London. Selskabets oprindelige brand er Castle, som fortsat er den dominerende øl i det sydlige Afrika, men det og en lang række andre afrikanske varemærker, er i dag ejet af et hollandsk selskab, der har meget gunstige skatteregler for immaterielle rettigheder.

Hvorfor, spørger ActionAid, når mærkerne bliver markedsført som afrikanske og bliver produceret og købt i Afrika?

Også de faktiske transaktioner er blevet underkastet en granskning, og resultatet er mærkværdige handler, som virker meningsløse for den udenforstående, hvis ikke det netop handler om skatteplanlægning.

F.eks. køber bryggeriet i Ghana konsulentydelser fra et skuffeselskab i Schweiz med ganske få ansatte, selv om de teknikere og specialister, der faktisk arbejder på bryggeriet, enten er lokale eller fra det regionale center i Johannesburg i Sydafrika.

En anden tilsyneladende absurditet i handlerne er, at råvarer fra Sydafrika ikke bliver købt i oprindelseslandet, der ligger længere nede ad kysten, men derimod af et selskab, som ligger på den anden side af kontinentet og midt ude i Det Indiske Ocean på øen Mauritius.

Alt sammen er dog helt lovligt, hvorfor ActionAid konkluderer, at der er rigelig elastik i de internaitonale regler, til at multinationale selskaber stadigvæk kan placere deres overskud, hvor skatten er mest bekvem.