Bryggerigigant sætter kendte ølmærker til salg

Bryggerigiganten AB Inbev bekræfter torsdag morgen, at det undersøger et salg af en række af de europæiske ølmærker, som selskabet overtager i forbindelse med fusionen med SABMiller.

Foto: JUSTIN TALLIS.
Læs mere
Fold sammen

Tidligere i denne uge forlød det i Wall Street Journal, at ølmærker som Peroni og Grolsch kunne komme i spil, og det er netop tilfældet.

AB Inbev oplyser, at det vil undersøge et salg af Peroni og Grolsch og de relaterede forretningsaktiviteter i Italien, Holland og Storbritannien. Også det britisk-baserede premiummærke Meantime vil blive forsøgt solgt.

Salget af mærkerne er ikke overraskende betinget af AB Inbevs overtagelse af SABmiller.

Grolsch er hollandsk og blev etableret helt tilbage i 1615. Siden 2008 har det dog været ejet af SABMiller. Peroni har italienske rødder, der strækker sig tilbage til 1846.