Brugte telefoner fyldt med følsomme data

Pas på når du sælger din smartphone eller smider den væk.

Foto: NICKY LOH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange glemmer at slette de personlige oplysninger på mobiltelefonen inden den bliver solgt eller sendt til genbrug. Men dermed kan man risikere at oplysningerne kan blive misbrugt til identitetstyveri. Det skriver ComON.

Moderne forbrugere er hurtige til at smide regninger og bankudskrifter ud, til at beskytte PIN-koden, når de bruger en bankautomat, eller til at spærre et mistet eller stjålet kreditkort. Men de glemmer at udvise den samme omhu når det gælder mobiltelefonen.

”Uanset hvad årsagen er til at sælge eller genbruge en mobiltelefon, er der én ting, som mange glemmer, nemlig, at fortrolige oplysninger som f.eks. kontaktinformationer, kodeord, bankoplysninger og andet er gemt på telefonen, og at oplysningerne vil være tilgængelige for den person, som overtager den, hvis de ikke slettes korrekt,” siger Philip Dall, der er ekspert i mobilsikkerhed hos firmaet Bullguard.

En aktuel undersøgelse viser at 54 pct. af de brugte mobiltelefoner indeholder personlige oplysninger som f.eks. sms-beskeder, e-mails eller bankoplysninger.

Det tyder ifølge Philip Dall på, at mobilindustrien ikke uddanner forbrugerne tilstrækkeligt om de sikkerheds-foranstaltninger, der kræves i forbindelse med salg eller genbrug af mobiltelefoner.

Problemet bliver kun større, efterhånden som smartphones får en kortere levetid – der kommer hele tiden nye og hurtigere modeller – og samtidig stiger hukommelses-kapaciteten, så der kan opbevares flere data på den mobile enhed.

“Når de sælger en brugt computer eller bærbar ville kun få brugere efterlade filer eller personlige oplysninger på harddisken, inden den ryger videre. Desværre tager det lidt længere tid at overføre denne indstilling til sikkerhed til smartphones, så med det stigende fokus på sikkerhed bør emnet tages op,” siger Philip Dall.

Det generelle råd er at tage en backup af alle kontaktinformationer og eventuelt af sms-beskeder, billeder, kalender og dokumenter ved salg af telefonen. Hvis du vil benytte dit gamle SIM-kort i en ny mobiltelefon, skal du kontrollere, at alle kontakter er gemt på SIM-kortet og herefter er slettet på selve mobiltelefonen. Normalt er dette meget nemt at gøre via skærmmenuen under kontakter.

Fjern SIM-kort og enhver anden hukommelse som f.eks. et microSD-kort fra mobiltelefonen forud for salget. Det lyder indlysende, men det er nemt at glemme, især hvis telefonen skal genbruges. Foretag om muligt en factory reset på mobiltelefonen. Hermed sikrer du, at applikationsoplysninger og -indstillinger samt downloadede applikationer og kontooplysninger fjernes.