Brøndby har kurs mod kæmpe aktienedtur: Klubejer kan miste 100 millioner

Et mistet mesterskab og et farvel til muligheden for at komme i Champions League giver udsigt til et kæmpe fald i Brøndbys aktie tirsdag. Investeringsøkonom mener, Brøndby-aktien vil falde med 30 procent, når markedet åbner.

Brøndby tabte mandag kampen om DM-guldet - og dermed også muligheden for at kvalificere sig til Champions League. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Kjærbye

Der blev grædt mange salte tårer i Brøndby og omegn mandag, da det stod klart, at Vestegnens helte havde tabt guldkapløbet til ulvene fra FC Midtjylland. Midtjyderne sikrede sig DM-titlen på hjemmebane med en 1-0-sejr over Horsens, mens Brøndby spillede 1-1 mod AaB på eget græs.

I dag er det så Brøndbys aktionærer, der for alvor får smerten at føle, når fodboldklubbens aktie med stor sandsynlighed vil falde som en sten.

Ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet vil Brøndbys aktie tirsdag rasle ned med omkring 30 procent. Det betyder samtidig, at klubejer Jan Bech Andersen står til at miste 100 millioner.

Da Brøndby for et par uger siden tabte hjemme mod FC Midtjylland og reelt åbnede døren til kampen om mesterskabet på vid gab, faldt aktierne i Brøndby straks 20 procent fra morgenstunden dagen efter kampen.

Med FC Midtjylland som dansk mester er det nu midtjyderne og ikke Brøndby, der skal forsøge at kvalificere sig til den prestigefyldte og økonomisk attraktive fodboldturnering Champions League.

Hvis det skulle lykkes, kan der falde store pengebeløb ned i midtjydernes klubkasse. Per Hansen fra Nordnet har tidligere vurderet, at kvalifikation til Champions League kan give mere end 100 millioner kroner i indtægter.