Brøndbys fanforening: Vi har ikke tillid til Jan Bech

Brøndby Supporters Trust, der har en plads i Brøndbys bestyrelse, skriver på Facebook, at foreningen ikke har tillid til bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

Brøndby IFs storaktionær og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Det er ifølge fanforeningen uacceptabelt, at bestyrelsesformanden "stiller spørgsmålstegn ved centrale medarbejderes ansættelsesforhold, at man røber fortrolige oplysninger om transfersummer, og at man igangsætter en underlødig kritik af tidligere medarbejdere," skriver den på Facebook.


- Tirsdag aften meddelte vi derfor vores repræsentant i Brøndby IF’s bestyrelse, at han skulle meddele Jan Bech, at han ikke havde vores opbakning til at fortsætte som bestyrelsesformand for Brøndby IF, skriver Brøndby Supporters Trust med henvisning til foreningens repræsentant i bestyrelsen, Sune Blom.


- Vi forstår udmærket, at i Brøndby IF’s økonomiske situation, så er man afhængig af den kapital, som Jan Bech har stillet og vil stille til rådighed for selskabet. Derfor opfordrer vi Jan til at træde et skridt tilbage, og lade Voluntas Investment administrere hans aktier i Brøndby IF, skriver fanforeningen.

Brøndby Supporters Trust opfordrer frem mod generalforeningen til, at man overvejer, "hvorvidt Brøndby IF ikke lider mere skade end gavn med Jan Bech for bordenden."

Sagen er kommet frem, efter at formanden har skrevet negativt om tidligere træner Thomas Frank, tidligere sportsdirektør Per Rud samt en række Brøndby-spillere.

Jan Bech Andersens indlæg er skrevet på et internetforum for Brøndbyfans under brugernavnet "Oscar".

Bestyrelsesformanden forklarede sig onsdag på et pressemøde, og da meldte han om opbakning fra en enig bestyrelse.

- For mig er det ikke skrevet i runesten, at jeg skal være formand, men jeg har bestyrelsens og medarbejdernes opbakning, og det forholder jeg mig til, sagde Jan Bech Andersen ved den lejlighed.