Brøndby IF har fortsat minus trods fremgang på toplinjen

Fodboldklubben Brøndby IF har leveret et årsregnskab for 2015, der viser bedre resultater end året før, men man er stadig ikke i stand til at tjene penge.

Foto: Claus Bech. Brøndby IF vs Hobro IK
Læs mere
Fold sammen

Fodboldklubben Brøndby IF har aflagt årsregnskab på en hektisk onsdag, hvor bestyrelsen samtidig har fyret sin administrerende direktør, Søren Vadmand, mens cheftræneren, Thomas Frank, har opsagt sin stilling.

Årsregnskabet for 2015 viser, at klubben stadig ikke er i stand til at tjene penge, men resultaterne er dog bedre end året forinden.

Fodboldklubben realiserede sidste år en omsætning på 135,8 mio. kr., hvilket er højere end 2014-niveauet på 119 mio. kr. Væksten i omsætningen kommer hovedsageligt fra øgede entre- og tv-indtægter og en stigning i sponsorindtægterne, der steg med henholdsvis 17 pct. og 18,5 pct.

På bundlinjen var der også fremgang, og årets resultat endte i minus 17 mio. kr. mod sidste års underskud på 153,1 mio. kr. Bestyrelsen foreslår, at det bliver overført til næste år.

Transferaktiviteterne har i 2015 haft en positiv nettopåvirkning på selskabets resultat på 9,6 mio. kr. mod en negativ påvirkning på minus 11,8 mio. kr. året før. Det er særligt salgene af Lukas Hradecky og Nikolai Laursen, der har trukket resultatet i en positivt retning.

FORVENTER FORTSAT NEGATIVT RESULTAT

Fodboldklubben venter et resultat før skat på minus 15-25 mio. kr. i 2016.

Når det gælder transferresultatet, venter selskabet et mindre overskud, som ligger under 5 mio. kr.

Forventningerne er baseret på tre forhold. For det første at Brøndby IF slutter i top tre af Alka Superligaen ved sæsonafslutningen i maj 2016.

For det andet at vestegnsklubben fortsat er i top 3 af Alka Superligaen i andet halvår 2016. Og for det tredje at Brøndby IF realiserer transferindtægter i niveauet 17 mio. kr. i sommeren 2016.