Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Fodboldklubben Brøndby IF har tabt over halvdelen af sin egenkapital. Det oplyser klubben onsdag eftermiddag i en børsmeddelelse. Brøndby melder samtidig om et underskud på omkring 20 mio. kr. efter årets første kvartal.
Brøndby er ifølge selskabslovens såkaldte kapitaltabsregler forpligtet til at finde en løsning på kapitalproblemet. Bestyrelsen vil derfor på klubbens generalforsamling i maj stille forslag om, at Brøndbys selskabskapital bliver nedskrevet fra nominelt 102 mio. kr. til 51 mio. kr., skriver klubben i meddelelsen.
»Der er ingen penge i kassen. Brøndbys egenkapital er mindre end aktiekapitalen, hvilket betyder, at klubben så må nedskrive sin aktiekapital. Det er simpelthen bare en nedskrivning - en slags skrivebordstilpasning,« siger Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.
Den udhulede egenkapital kommer som endnu en dårlig nyhed for Brøndby, der de seneste år har set pengene fosse ud af klubkassen. Samtidig oplevede klubben endnu engang kaos på ledelsesgangene i begyndelsen af marts med fyring af administrerende direktør Søren Vadmand og efterfølgende opsigelse fra cheftræner Thomas Frank.
Brøndby IFs regnskab for 2015 viser en blodrød bundlinje på minus 17 mio. kroner. Året før måtte selskabet inkassere et underskud på godt 153 mio. kroner.
»Det har været én lang lidelseshistorie med Brøndby de senere år. Fodboldaktier i Danmark har intet med investering at gøre,« konstaterer Per Hansen.
Brøndbys bestyrelse har meldt ud, at den er på jagt efter et trecifret millionbeløb ved at forhøje kapitalen i klubben med salg af mere end 255 millioner nye aktier til en værdi af omkring 127 mio. kr. Skal den plan i hus, har bestyrelsen brug for fuld opbakning ved klubbens generalforsamling i maj.
Foruden den regnskabstekniske meddelelse løftede Brøndbys ledelse onsdag eftermiddag samtidig sløret for en ny strategi. Klubben dropper sin ambition om at vinde ligaen i 2018 og udskyder samtidig sin målsætning om at komme i økonomisk balance. Tidligere lød målet, at Brøndby skulle opnå økonomisk ligevægt i 2017, men den målsætning er skubbet to år frem, så skæringsdatoen nu hedder 2019.
»I år har vi allerede foretaget en række tilpasninger af økonomien, da vi ikke har været gode nok til at købe og udvikle spillere, og det vil vi løbende fortsætte med i den kommende strategiperiode, så vi sikrer økonomisk ligevægt i 2019 og et solidt fundament fremadrettet,« siger Jesper Jørgensen, der er administrerende direktør i Brøndby, til klubbens hjemmeside.
Brøndby-aktien falder med mere end 4 pct. onsdag eftermidag.