Brøndby forlænger sponsoraftale med Hummel i fem år

Fodboldklubben Brøndby IF's spillere skal spille i tøj fra Hummel frem til sommeren 2022, efter at klubben har forlænget sin sponsoraftale med tøjfirmaet i yderligere fem år. Det fremgår af en meddelelse på klubbens hjemmeside.

Søndag d. 18. september 2016. Alka Superliga på Brøndby Stadion. Brøndby IF vs. Viborg FF. George Fochive, Viborg FF og Teemu Pukki, Brøndby IF Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Kjærbye

Den nuværende aftale med Hummel udløb oprindeligt i sommeren 2017, men den aftale er nu forlænget frem til sommeren 2022.

Hummel leverer som del af aftalen spille- og træningstøj til alle hold i Brøndby IF - helt fra superligamandskabet ned til de aller yngste årgange i klubben

»Den nye aftale med Hummel er historisk stor og passer som fod i hose med vores strategi, da den understøtter vores strategiske fokus i samarbejdet med vores partnere. I det nye partnerskab kommer vi sammen med eksperter fra Hummel til at arbejde endnu tættere sammen om innovation og produktudvikling af trænings- og spillertøj, der skal understøtte vores strategi om presfodbold og øget digitalisering,« siger Henrik Reichel Bartholdy, der er kommerciel direktør hos Brøndby IF, i meddelelsen.

»Dette betyder, at det ikke blot økonomisk - men også strategisk - er en historisk vigtig aftale for os,« fortsætter han.

Der offentliggøres ikke nogen økonomiske detaljer for samarbejdet.

Hummel har været tøjsponsor for Brøndby IF siden 2012.