Britisk milliardær halverer flyvetid over Atlanten

Virgin-stifter Richard Branson satser på at have Concordens afløser, et supersonisk jetfly, på vingerne i 2023.

Virgin Group stifter Sir Richard Branson. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBIN VAN LONKHUIJSEN

Kom til New York fra London på bare tre og en halv time - eller halv tid af turen i dag. Pris: 5.000 dollars.

Sådan bliver virkeligheden fra 2023, hvis det lykkes den britiske rigmand og Virgin-stifter Richard Branson at få sit planlagte, supersoniske fly klar til opgaven, skriver den britiske avis The Guardian. Udviklingsprojektet koster mere end en milliard dollars, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal.

Concordens afløser

Overlydsflyet med tre motorer og kulfiberchassis blev tirsdag fremvist i en prototype, efter at milliardærens selskab Spaceship er gået sammen med det amerikanske Boom og den tidligere Amazon-partner Blake Scholl om at gøre det hedengangne Concorde-fly kunsten efter og hakke betragtelige mængder af timer af den transatlantiske flyvning.

Det skal konkurrere med de store flyfabrikker Boeing og Lockheed Martin, der også arbejder med supersoniske fly, og Richard Branson er opsat på at komme først, fordi det nye fly ikke rummer nye teknologier, der først skal godkendes.

Den 66-årige Richard Branson, som ifølge det amerikanske magasin Forbes lige nu er verdens 286.-rigeste mand og Storbritanniens ottenderigeste med en personlig formue på fem milliarder dollars, er kendt for sine flyvske planer og utraditionelle satsninger.

Prøveflyvninger begynder i 2017

De første egentlige flyvninger med XB-1, som er det officielle navn på flyet, skal begynde i 2023 - 20 år efter at British Airways og Air France aflivede Concorden. Prøveflyvningerne med prototypen - kaldet Baby Boom - skal foretages i det sydlige Californien på den amerikanske vestkyst allerede fra 2017. Honeywell International skal udvikle cockpittet, mens motorerne kommer fra General Electric.

Flyet får plads til mellem 45 og 50 passagerer, hvor Concorden transporterede mellem 92 og 128 passagerer. Billetprisen svarer ifølge bagmændene til, hvad man i dag betaler for en tur på business class, men målet er at kunne bringe folk hvor som helst hen i verden på fem timer for 100 dollars, siger Blake Scholl, der er administrerende direktør for Boom.

Foto: JASON REED.

De første ruter med det nye fly bliver mellem London og New York, mellem San Francisco og Tokyo og mellem Los Angeles og Sydney.