Britisk fonds svære danske ejerskab

I begyndelsen gik det godt for DSVM under Tritons ejerskab. Men finanskrisen trak mange værdier ud af selskabet.

Foto: CLAUS BJØRN LARSEN.
Læs mere
Fold sammen

Det gik langtfra, som den britiske kapitalfond Triton planlagde, da fonden i 2004 købte miljø­delen ud af transportkoncernen DSV. Det tegnede ellers lyst i de første år, og det var på et tidspunkt muligt at sælge virksomheden med en stor fortjeneste. Men da finanskrisen brød ud, gik det meste galt.

I de første år steg indtjeningen, og i både 2007 og i 2008 kom der ifølge Berlingskes oplysninger bud på selskabet i nærheden af 4,5 mia. kroner.

Men da byggekrisen brød ud, og afmatningen ramte den danske økonomi, begyndte ind­tjeningen at falde. DSVM, der beskæftiger sig med transport og modtagelse af forurenet jord og byggeaffald, begyndte at opbygge en større gæld, og forsøgene sidenhen på at sælge virksomheden var til lavere priser.

»DSVM endte som en meget udfordrende investering for os. Økonomierne i Sverige og Danmark blev – som i resten af Europa – påvirket af den finansielle krise. Det ramte virksom­heden,« sagde Marcus Brans, kommunikations­direktør i den britiske fond, til Berlingske i forbindelse med salget i januar.

Men i de ti år, Triton ejede virksomheden, var også en periode, hvor flere tidligere ansatte var involveret i mange forskellige retssager i det seneste år. Nogle er blevet stævnet for at snyde i skat, andre er stævnet af virksomheden selv for at have snydt virksomheden for et millionbeløb. Samtidig er Triton selv blevet trukket i retten i en strid om medarbejderaktier.

Desuden er en af de øverste chefer i DSV Miljøs svenske division suspenderet, efter at det svenske skattevæsen og politi har indledt efterforskning af ham for millionsvindel i et tidligere job.

I 2011 forsøgte den britiske fond at begynde forfra. Her forlod både den daværende adm. direktør, Jens Lundgaard, og tidligere bestyrelses­formand, Leif Tullberg, virksom­heden, navnet blev ændret fra DSV Miljø til DSVM Group, og hovedkvarteret blev flyttet fra Roskilde til Malmø. Men det hjalp ikke, og nu skal to erhvervsfolk, Peter Korsholm og Kent Arentoft, forsøge at skabe en bedre forretning.

Triton ejer i Danmark også rederiet Nordic Tankers og Logstor, der producerer fjernvarmerør.