British Airways kan blive ramt af strejke i sommervarmen

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS.
Læs mere
Fold sammen

. British Airways kan ikke nå til enighed med en mindre fagforening for omkring 1400 kabinepersonaleansatte om lønforholdene. Det er medlemmerne af Unite, der har varslet strejke fra lørdag den 1. juli til søndag den 16. juli, hvis der ikke er opnået enighed inden.

Det skriver branchemediet Stand By.

Luftfartsselskabet lover dog, at strejke eller ej, så kommer alle passagerer frem. Det vil blandt andet ske ved at leje fly fra andre selskaber.

De berørte ansatte arbejder i luftfartsselskabets afdeling Mixed Fleet. Her er 4000 ansatte, og 2500 af dem er medlem af Unite. Ifølge fagforeningen tjener et medlem af Mixed Fleets kabinepersonale 16.000 pund (svarende til 136.000 kr.) om året - BA siger, at årslønnen er 21.000 pund (178.000 kr.) og oveni kommer diverse tillæg.

I forbindelse med forhandlingerne mellem fagforeningen og British Airways har Unite fremlagt et kompromisforslag, som blev afvist af British Airways, skriver Stand By.

Unite vil eksempelvis have, at luftfartsselskabet afskaffer sanktioner mod de medlemmer, der tidligere har deltaget i strejker, hvor eksempelvis bonusbetalinger er blevet frataget, og der har været indført restriktioner mod at kunne rejse på medarbejderbilletter.

De 1400, der er udtaget til strejke, er kabinemedarbejdere ansat siden 2010 til lavere løn end dem, der i længere tid har været ansat hos BA.

Kabinepersonalet i Mixed Fleet betjener primært fly ud af London Heathrow til omkring 70 lufthavne, indenrigs i Storbritannien, inden for Europa og langruter til blandt andet Bangkok, Chicago, Johannesburg, Las Vegas, Singapore og Sydney.