Briter skal nu betale mere for Microsofts computere

Microsoft stiller sig op i køen af selskaber, der har hævet priserne markant i Storbritannien efter brexit.

Microsofts Surface-tablet Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON REDMOND

Chips, elbiler og is er blandt de dusinvis af produkter, der er steget markant i pris i Storbritannien, efter at unionen stemte for at melde sig ud af EU.

Nu melder også Microsoft, et af verdens største computerselskaber, sig på banen med et prishop.

Ifølge The Guardian hæver Microsoft sine priser på computere med 15 procent i Storbritannien. Det sender prisen for en Surface Book op med 150 pund til 1449 pund og prisen på de dyreste modeller op med 400 pund.

»Som reaktion på den seneste gennemgang af forretningen justerer vi vores priser i britiske pund på nogle af vores produkter,« skriver Microsoft i en meddelelse.

Pundet er blevet mindre værd

Efter briternes afstemning i sommeren 2016, hvor unionens borgere stemte for at forlade EU, er pundets værdi faldet voldsomt. Det har gjort indtægterne for udenlandske selskaber i landet mindre, hvilket har ført til prisstigninger.

Hurtigt efter faldet begyndte de første fødevareproducenter at hæve priserne, og siden da er prishoppene kommet slag i slag.

Fødevarer som mælk, chokolade, frugt og sågar den ærkeengelske spise fishfingers er steget i pris.

Også Sonos hæver prisen

For blot to dage siden meldte højttalerproducenten Sonos ud, at man hæver sine priser med 25 procent i Storbritannien.

»Vi betaler for alt, vi producerer, i amerikanske dollar. Pundets fald har gjort vores eksisterende priser uholdbare. Så vi har måttet hæve priserne,« sagde Sonos i en pressemeddelelse.

Onsdag viste de seneste tal, at inflationen i Storbritannien er steget til 1,8 procent, det højeste niveau siden 2014.

De stigende priser har skabt frygt for, at de allerede pressede britiske forbrugere kan komme yderligere under pres.

Før briternes afstemning kostede et pund 9,73 kroner. Efter afstemningen styrtede pundet til 8,16 kroner i efteråret 2016 og ligger nu i 8,70 kroner.