Brilledille skaber sorte tal hos optikerkæderne

Danskerne køber stadig flere, men billigere briller. Der er dog fortsat overkapacitet i branchen, som præges af kampagner og prispres. Kapitalfonde ser muligheder for en ny Matas i optikerbranchen

Danskerne nøjes ikke længere med et enkelt par briller, men vil have flere at vælge mellem. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var engang, hvor danskerne ventede ti år med at købe nye briller. De kostede op til titusind kroner. I dag har gennemsnitsdanskeren fem til seks forskellige briller – til pænt brug, sportsbrug, skærmbiller og meget andet. Og vi skifter dem tit ud efter moden. Mange kombinerer desuden briller med kontaktlinser.

Nu er danskernes nye brilledille også begyndt at afspejle sig positivt i de store optikerkæders regnskaber. Under finanskrisen led de, fordi forbrugerne ville spare. Men nu øger kæderne indtjeningen markant. De tiltrækker endda kapitalfonde, der håber at lave en ny Matas i optikerbranchen.

Fremgangen fremgår bl.a. af det netop indsendte 2013-regnskab for optikerkæden Louis Nielsen, der satte lavprisudviklingen på briller i gang i Danmark for 15 år siden. Regnskabsåret sluttede 28. februar 2014. Det viser en fremgang i omsætningen på 8,5 pct. til 775 mio. kr., når salget i de partnerskabs-ejede butikker tælles med. Driftsresultatet inklusive partnerbutikker er steget til 55 mio. kroner. En fremgang på 35 pct.

»Vi har investeret rigtig meget i markedsudvikling. Måler man på antal transaktioner, sidder vi nu på en tredjedel af markedet i Danmark. Omsætningsmæssigt ligger vores andel lavere, men det er, fordi vores priser er lave,« forklarer adm. direktør i Louis Nielsen A/S, Mads Nygaard.

Flere briller gennem systemet

Men også de andre kæder melder om fremgang og bedre resultater efter nogle hårde år under finanskrisen. Samlet set faldt branchens omsætning i årene fra 2008 til 2013 med fem pct., men i den forløbne del af 2014 er omsætningen steget med ni pct. ifølge en opgørelse fra Danmarks Handelsstandsforeninger.

Især de store kæder har haft fremgang, mens de selvstændige optikere er gået tilbage.

»Sidste år øgede vi vores omsætning med syv procent, men den volumen, vi skubbede igennem forretningerne, steg med 17 pct. Briller og kontaktlinser er blevet billigere, og det har gjort det muligt for folk at købe flere briller til bestemte formål. Men der skal stadig kæmpes hårdt for at skabe overskud,« siger adm. direktør for Synoptik, Claus Winberg.

Synoptik driver kædeforretninger i Skandinavien og ejes delvist af en dansk fond. Aktiemajoriteten ligger dog hos den hollandske optikerkoncern Grand Vision, der igen ejes af en lokal kapitalfond.

Kapitalfonde ser muligheder

En anden stor spiller på markedet, Profil Optik, der opererer i det øvrige Skandinavien under navnet Synsam, er ligeledes ejet af en kapitalfond. Engelske CVC overtog i marts i år Profil Optik fra et datterselskab under IKEA. Partner i CVC, Søren Vester-gaard Poulsen, påpegede i den forbindelse, at Profil Optik har et stort potentiale.

I løbet af nogle år håber CVC at få strømlinet kæden, så den kan operere ligeså effektivt som Matas. CVC lod Matas børsindtroducere sidste år. Profil Optik har en stor del af sin omsætning i Danmark på afbetalingskøb. Også Louis Nielsen er gået ind på dette forretningsområde.

Adm. direktør Claus Winberg, Synoptik, betegner branchen som meget kampagne-præget. Susanne Bjerrehuus, der køber briller i Synoptik med en rabat, der svarer til hendes alder og koketterer med ekspedienten om hendes fødselsår, er blot et af mange eksempler på den heftige markedsføring, der finder sted.

Konkurrencen går i høj grad på pris. Men der er også kamp om de bedste beliggenheder i butikscentre og på hovedstrøg.

Konsolidering på vej

Derimod er optikerbranchen i noget mindre grad end andre brancher eksponeret for konkurrence fra nethandel, selv om man i dag kan købe billige kontaktlinser over nettet.

»De fleste vil jo gerne have, at brillen passer til øjnene og til ansigtet. Køb af briller og kontaktlinser kræver god service. Det kan nettet næppe ændre på,« mener Claus Winberg.

Den fjerde store spiller i Danmark, Thiele, havde betydelige vanskeligheder under krisen, men også her er billedet vendt. Thiele opererer i den høje ende af markedet, hvor fokus nok så meget er på service som på pris. Profil Optik og Synoptik opererer i mellemmarkedet.

Selv om det går bedre for alle de førende optikerkæder i Danmark, forudser adm. direktør i Louis Nielsen, Mads Nygaard, en konsolideringsbølge i branchen.

»Der er tre gange så mange optikerforretninger i Danmark, som der er brug for. I vores butikker alene kunne vi forsyne hele markedet,« siger han.

Konsolideringen ventes i første omgang at ramme de mindre selvstændige optikerbutikker.

Læs mere:God service sælger briller

Læs mere: Britisk kapitalfond køber Profil Optik