Brikkerne faldt på plads efter ti år

På trods af at MOEF har eksisteret siden årtusindskiftet er det først nu, at virksomheden har fået defineret sig selv. Og det er med til at vække kundernes interesse.

Partner i designfirmaet MOEF Kristoffer Kelstrup Sabroe i deres kontorer på Refshalevej. Fold sammen
Læs mere

Invent. Design. Create. Holdet bag det lille københavnske design- og konsulentbureau MOEF har fået sat ord på, hvem de er, hvad de kan, og hvordan de gør det.

Men sådan var det ikke for blot et par år siden. MOEF blev stiftet af tre ildsjæle, der arbejdede i mediekoncernen Egmont, og som brændte for animation, design af rekvisitter og lignende i forbindelse med reklamer og film. De valgte at gå deres egen vej og stiftede MOEF i 2001.

Herefter gik det stærkt. Indledende blev de et navn inden for reklameverdenen, da de endte med at blive en del af chokoladeproducenten Toms roste reklamekampagne, hvor en stribe kendte skuespillere klædte sig ud som forskellige chokoladeprodukter i et sitcom-agtigt miljø. De danske TV-seere fik i den forbindelse nogle gode grin, når instuktøren og skuespilleren Søren Fauli rodede rundt på gulvet som en kæmpestor chokoladeskildpadde.

MOEFs brede virke har også været dens udfordring, forklarer partner Kristoffer Kelstrup fra MOEFs lokaler i en gammel, slidt B&W-bygning. I det hele taget betegner han virksomhedens historie som en præget af op- og nedture. At man det ene år fik masser af spændende opgaver var ikke ensbetydende med, at situationen var den samme året efter.

»Det har været noget af en roller coaster. Det var faktisk først for to år siden, at der kom der helt ro på situationen. Da fik vi nemlig klarlagt, hvordan vi i praksis arbejder med processer. Det brugte vi et år på at arbejde os frem til,« siger Kristoffer Kelstrup og tilføjer:

»Det var svært for os at forklare kunder, hvad det præcis var, vi var så stærke i. Og det gik simpelthen op for os, at vi havde behov for at få styr på tingene. Der er vi i dag. Og det gør, at kunderne bedre forstår vores virksomhed – og derfor kan vi bedre fastholde dem.«

MOEF definerede sig selv

MOEF-holdet endte med at sætte sig ned og arbejde målrettet på at få defineret sig selv og sine arbejdsprocesser. Arbejdet mundede ud i tre ord, der kunne definere, hvilke faser MOEF arbejder med. Det blev til ordene: Invent, design og create.

Ud fra de tre ankre kunne virksomheden udspecificere sine kompetencer. »Invent« dækker over en idéfase, hvor det blandt andet bliver fastslået, hvor og hvad en kundes behov er. »Design« dækker over den konkretisering, der ofte er brug for i form af tegninger eller modeller. »Create« dækker over færdige præsentationer.

Det lyder måske som buzzwords, men for en lille kreativt drevet virksomhed som MOEF var det guld at få defineret styrkerne. I Kristoffer Kelstrups optik handler det nemlig om at forstå MOEFs berettigelse.

»Vores berettigelse er grundlæggende, at vi kan tilpasse os de forskellige kunder. Vi kan gå ind og assistere på enkelte og forskellige faser i et projekt – andre gange er vi med i hele processen,« siger han.

Mangeartede opgaver

Med det fornyede fokus er det også nemmere for MOEF-holdet at gøre det klart for potentielle kunder, at på trods af, at deres udgangspunkt er media, arbejder de i dag langt bredere. Det ene projekt kan handle om at designe elementer i Tuborg-reklamer, det næste om at præsentere et nyt, storstilet byggeprojekt, og det efterfølgende om at lære skoleelever i Ordrup nord for København at bruge deres kreativitet til at bygge 3D-modeller.

MOEF har fået defineret sig selv.

»Vores produkt er på mange måder nytænkning. Vi hjælper med at skubbe innovationen i gang og gøre den håndgribelig. Vi får det kreative og det tekniske til at smelte sammen,« siger Kristoffer Kelstrup.