Brian Mikkelsen: Erhvervslivet vil nyde godt af udvidelserne

Udvidelsen af Københavns Lufthavn vil medføre gode job og kan bidrage til at få flyttet flere danskere fra overførselsindkomster.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Det siger erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), i forbindelse med fremlæggelsen af Københavns Lufthavns udvidelsesplaner fredag.

- Jeg tror, det kan betyde rigtig mange tusinde arbejdspladser, fastslår han over for Ritzau Finans og tilføjer:

- Og ud over at jeg som konservativ gerne vil sænke skatter og afgifter, så betyder tilgængelighed og infrastruktur rigtig meget.

Brian Mikkelsen peger også på øget turisme som et resultat af udvidelserne.

- Vi får også flere turister til Danmark, og det er også et vigtigt område inden for erhvervsområdet. Og det er klart, at flere turister til Danmark betyder flere hotelovernatninger og flere restaurationsbesøg.

Københavns Lufthavn vil udvide lufthavnen, så den kan rumme 40 mio. årlige passagerer. Det vil skabe 12.500 byggejob i anlægsperioden og 9000 permanente arbejdspladser.

Hvorvidt der er arbejdskraft nok til at dække de nye arbejdspladser, er erhvervsministeren ikke i tvivl om.

- Vi har arbejdskraft nok. Der er stadigvæk 500.000 danskere, som er uden for arbejdsmarkedet, som godt kan komme ind på arbejdsmarkedet.

- Og der handler det jo om at få nogle reformer, så vi opprioriterer folk, så de får et arbejde. Det er jo en enestående mulighed for at få flyttet folk fra overførselsindkomster til arbejde. Og der er nogle gode job i forbindelse med udvidelsesplanerne i lufthavnen, forklarer han.