BRFholding vil sælge stor aktiepost i Jyske Bank

Foto: Torben Christensen

BRFholding, der er ejet af BRFfonden, vil sælge op til 4,75 mio. aktier i Jyske Bank, oplyser investeringsbanken Carnegie i en meddelelse.

Det svarer til 5,33 pct. af aktiekapitalen i Jyske Bank. Carnegie vil stå for aktiesalget, der er henvendt mod institutionelle investorer.

BRFholding ejer i øjeblikket lidt mere end 22,8 mio. aktier i Jyske Bank, hvilket svarer til 25,6 pct. af det samlede antal aktier i banken.

Ejerskabet på omkring en fjerdedel af Silkeborg-banken fik BRFholding i forbindelse med fusionen mellem Jyske Bank og BRFkredit i 2014.

Ifølge Carnegie er salget af aktierne indledt tirsdag klokken 17, og det vil lukke, "hvornår det skal være med kort varsel".

Jyske Bank-aktien lukkede tirsdag i 370,70 kr. efter et fald på 1 pct.