Bredbåndskomet klar med mavepuster til tv-udbyderne

Kunder hos Fastspeed, som de seneste tre år har rusket op i det danske bredbåndsmarked, kan nu få tv-abonnement til fast særpris fra Allente med Discovery-kanaler og Viaplay-streaming.

Fastspeed sælger udelukkende hurtige internetforbindelser til danskerne, men nu rykker Allente – fusionen mellem Canal Digital og Viasat – ud med sine tv-pakker til fast særpris. Fra venstre Morten Boe Andersen, kommerciel direktør i Fastspeed, Elisabeth Monrad-Hansen, chef for Allente Danmark, og Jens Raith, administrerende direktør for Fastspeed. Mathias Bondo Kim/Allente

Bredbåndskometen Fastspeed får nu endnu et slagtilbud med i salgskufferten efter at have indgået samarbejde med tv-leverandøren Allente, så Fastspeed-kunder kan få 20 procent på deres tv-pakke ved at se den over internetforbindelsen.

Allente er den et år gamle fusion mellem det Telenor-ejede Canal Digital og Viasat, der ejes af den svenske Nent Group. Allente har tre tv-pakker med 43 af de gængse tv-kanaler fra blandt andet Discovery og supplerer med Viasats pakker med film, serier og sport.