Bred tilfredshed i erhvervslivet med genåbningsplan – men mere fart på var ønskeligt

Erhvervsorganisationerne er glade for, at der nu endelig er lagt en langsigtet genåbningsplan, men de havde håbet, at åbningerne lå tættere på hinanden. Og så er der ikke udelt begejstring for coronapasset.

Der er bred tilfredshed i erhvervslivet med den politiske aftale om en genåbningsplan for Danmark, men der måtte gerne have været en lidt tungere fod på speederen, lyder meldingerne.

»Det er meget positivt med en bred politisk aftale om genåbning. Det er godt med en langsigtet og konkret plan. Den forudsigelighed har erhvervslivet og danskerne brug for. Vi havde dog ønsket, at man havde turdet gå lidt længere hurtigere – blandt andet havde vi gerne set, at storcentre, restauranter mv. havde fået lov at åbne allerede nu eller lige efter påske, da alt for mange erhvervsdrivende taber penge hver eneste dag, selv om de modtager kompensation,« siger Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv.