Sent mandag eftermiddag skrev flyselskabet Primera Air et opslag på Facebook med bestyrelsen som afsender.
I kommentarsporet spredte bekymringen sig i løbet af aftenen.
»Jamen, tak for, at I har hævet penge for en billet, jeg ikke kan bruge. Tak for, at jeg ikke kan flyve direkte hjem,« skriver en bruger.
En anden skriver: »Det så latterligt, når man lige har købt billet til Malaga i torsdags. Sat'me dårlig stil.«
Facebookopslaget indeholdt beskeden om, at selskabet var gået konkurs.
Blot fire dage forinden, i torsdags, delte flyselskabet et billede af en flyvemaskine med teksten: »Vores nye fugl. Ser mere fokuseret ud end nogensinde.«
Ifølge opslaget skyldes konkursen flere uforudsete hændelser de seneste to år, bl.a. måtte et fly med omfattende rustproblemer tages ud af brug, og leveringen af nye fly har været forsinket, hvilket har resulteret i, at Primera Air har måttet leje andre fly for at opretholde driften.
Ejeren af danske Bravo Tours
Flyselskabet Primera Air ejes af den islandske rejsekoncern Primera Travel Group. I koncernen er også danske Bravo Tours, som dermed har samme ejer som konkursramte Primera Air. Bravo Tours har ligeledes benyttet Primera Air ved mange af deres rejser.
Stifter og administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, fortæller, at de to selskaber ikke har noget som helst selskabsmæssigt med hinanden at gøre. Han betegner Primera Air som en »fjern fætter eller kusine«.
Da Berlingske taler med ham første gang, trækker han på svaret, når der spørges ind til, om han kendte til konkursen før mandag.
»Selvfølgelig kan man gå med en mavefornemmelse om, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være. Men vi må sige, at det kommer lidt bag på os,« siger Peder Hornshøj.
Han refererer til flyselskabets Facebook-opslag.
»Så vidt jeg kan forstå, har der været en kæmpe udfordring med at lease andre fly ind, fordi der var nogle, som ikke blev leveret til tiden. Det har været nogle øretæver, der har været svære at komme igennem, når det er mange penge, det drejer sig om,« siger han og fortsætter:
»Jeg har som sådan ikke fået nogen advarsel. Man kan selvfølgelig have en mavefornemmelse hen ad vejen om, at der er nogle udfordringer, men at det skulle gå så galt, var ikke min fornemmelse.«
Han afviser, at det vil få konsekvenser for Bravo Tours til trods for de fælles ejere.
Den islandske bestyrelsesformand
Selv om Peder Hornshøj betegner Primera Air som »en fjern fætter eller kusine«, er de islandske ejere ikke så langt væk endda.
Topchefen for koncernen, islandske Andri Már Ingolfsson, er nemlig formand i Bravo Tours bestyrelse, der også tæller Peder Hornshøj selv og Sveinn Ragnarsson.
De samme tre udgør også bestyrelsen i PAS A/S, der blev erklæret konkurs mandag.
Selskabet hed indtil i fredags Primera Air Scandinavia A/S, men fredag blev vedtægterne ændret og navnet på selskabet blev ændret til PAS A/S.

Da Berlingske kontakter Peder Hornshøj anden gang, nægter han fortsat at have haft kendskab til konkursen.
Var du med til at skifte navn fra Primera Air Scandinavia A/S til PAS A/S på den konkursramte virksomhed i fredags?
»Det er et bestyrelsesreferat, der er lavet på det. Så det har jeg været i en eller anden form, ja. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det, der sker en frygtelig masse i det øjeblik her.«
Hvorfor ændrede I navnet i fredags?
»Jeg ved det ikke. Det har hele tiden gået under navnet PAS.«
Der virker mærkeligt, at du sidder i begge bestyrelser med de to andre, uden at du har vidst noget?
»Det har jeg ikke. Jeg har haft en fornemmelse af, at der var noget i gære, men jeg har ikke vidst noget konkret før i går.«
Har de to andre haft med konkursen at gøre uden at informere dig?
»Det tror jeg ikke på nogen måde.«
Der er vel blevet solgt nogle rejser i løbet af weekenden, hvor nogen må have haft kendskab til, at konkursen var nært forestående?
»Det tror jeg ikke på nogen måde. Det har været et spørgsmål om at holde snuden i sporet og gøre alt, hvad vi kunne for at redde det her. Det er mit helt klare indtryk.«
Så det er en tilfældighed, at I skifter navn i fredags?
»Jeg kan ikke tro andet. Jeg er ikke bekendt med, at der er nogen sammenhæng i tingene, og mig bekendt har det heddet PAS hele tiden.«
Du har måske ikke haft så meget med bestyrelsesarbejdet at gøre?
»Jeg har været der for at være rejsearrangørens tilgang til det. Jeg har ikke haft noget med driften at gøre.«
Men du må have skrevet under på referaret fra i fredags med navneskiftet?
»Mit hoved er helt blæst omkuld lige nu, men det har jeg sikkert.«
Bravo Tours' flotte regnskab
I Bravo Tours går det tilsyneladende langt bedre end hos søsterselskabet Primera Air. Ifølge Bravo Tours’ regnskab, så er nettoomsætningen steget markant de senere år.
I 2015 var nettoomsætningen på 857 mio. kr., mens det i 2017 var 1,5 mia. kr.
Årets resultat er ligeledes stukket i vejret. I 2013 var resultatet 4,2 mio. kr., mens det i 2017 var steget til 19,2 mio. kr.
I regnskabsberetningen fremgår det, at stabiliteten på det danske marked har medført bedre indtjening for Bravo Tours og Sun Tours, som de også ejer. Bravo Tours er derfor tæt på at være tilbage på sit højeste. Derimod har det svenske selskab Solresor skuffet. Ifølge beretningen på grund af et ustabilt svensk marked, en svag svensk krone og svigtende ledelsesansvar.
Konkursbehandling i Sø- og Handelsretten
I en pressemeddelelse fremgår det, at Sø- og Handelsretten har taget PAS A/S under konkursbehandling d. 2. oktober kl. 07.58.
»Kuratellet har anmodet luftfartsmyndighederne om at bistå med nedlukning af de planlagte flyvninger, der dermed ikke forventes gennemført, ligesom kuratellet har orienteret Rejsegarantifonden om konkursen,« står der.
Sagen forventes at have en »ikke-ubetydelig« sagsbehandlingstid, da kuratellet forventer en betydelig mængde henvendelser fra berørte kreditorer.