Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det dårlige fragtmarked præger rederiernes regnskaber. Branchens afkastningsgrad er negativ. I Norden, Torm og Lauritzen er resultaterne elendige, og branchens gigant, A.P. Møller-rederierne, har også deres at slås med. Vi får vel en dag et økonomisk opsving, som også vil komme rederierne til gode. Men foreløbig lader det vente på sig.
Lidt bedre går det for Unifeeder, der føder containere ind til de store interkontinentale ruter. Rederiet er i år blevet overtaget af Nordic Kapital. Kapitalfonden vil videreudvikle selskabet, der er meget veldrevet.
De rederier, der præsterer de flotte resultater, transporterer personbiler og passagerer. Scandlines er en uforskammet lukrativ forretning. Men rederiet har heller ikke megen konkurrence på sine ruter mellem Danmark og Tyskland. Udviklingen er også vendt i Danske Færger, der bl.a. omfatter Bornholmstrafikken, hvor konkurrencen også er til at overse.
God logistik i svært marked
DSV og Blue Water forstår sig på logistik. Ligegyldigt, hvad de to selskaber rører ved, så evner de at tjene penge. Og det i et Europa, hvor fragtmarkedet er under pres fra de svage sydeuropæiske økonomier.
Også det meget lukkede familiefirma HCS Transport og Spedition kan være med i gamet. Kurérservice kan også være en god forretning. Det beviser GLS og til dels DHL og UPS.
Branchens store togoperatør DSB kommer bedre ud end året før. Men der er stadig meget at gøre for den nye direktion i selskabet, som har taget hårdt fat for at opnå rationaliseringsgevinster. Arriva får gode kundeanmeldelser fra togpassagererne, men indtjeningen imponerer ikke.
Staten klarer sig efterhånden med elektronisk post, og vi andre sender heller ikke mange breve. Det går ud over Post Danmark, der har store udfordringer med at klare den digitale omstilling. Der skal rationaliseres i bund, hvis selskabet nogen sinde skal blive en god forretning.
Charterturister er gode kunder
Det er svært at være et full service selskab i luftfarten, sådan som SAS stadig prøver at være.
I fjor gik det lidt bedre end året før. Man har nu fået den store spareplan i hus, og resultaterne vil vi se, næste gang dette magasin laver Guld 1000-opgørelserne.
Men at SAS ligefrem skulle blive en guldgrube, tror vist de færreste på. Så er det bedre at flyve med charterselskaber som Thomas Cook, Jet Time og Primera Air.
Allerbedst er det dog at tage imod flyene og det er jo, hvad en Lufthavn, som den i København, er til for. Hvem kan matche en overskudsgrad på 54. Måske var der brug for noget konkurrence. Flyselskaberne klager i hvert fald tit.
Det kan også være en god ide at levere reservedele til fly, som Satair gør. Indtjeningen er nydelig.
Små marginaler
Med internet og mobiltelefon er det let selv at arrangere sine rejser. Og det er også billigere. Alligevel er der stadig et stort publikum til charterrejser, hvor alt er lagt til rette og bestemt på forhånd. Det finder især ældre forbrugere stadig tryghed ved. Det afspejler sig i rejsearrangørernes regnskaber. Deres omsætning vokser beskeden– indtjeningen er dog fin.
Rendyrkede erhvervsrejsebureauer har det svært – der kommer intet overskud ud af de mange transaktioner, som gennemføres for kunderne.
Så er det bedre som Novasol at leje sommerhuse ud. Vi hører, at tyskerne svigter den jyske vestkyst, men til gengæld ferierer stadig flere danskere i sommerhus herhjemme.
Se regnskabstallene for de 1.000 største virksomheder:
Her finder du et excelark med Guld1000-analysen inklusiv kontaktoplysninger: